Tirsdag var det 20 år siden, at Sveriges daværende statsminister, Olof Palme, blev myrdet midt i Stockholm.

Og flere af byens borgere markerede det ved at lægge blomster på mordstedet og ved Adolf Fredriks Kirke, hvor han ligger begravet.

En af dem, som fra morgenstunden var mødt op ved Adolf Fredriks Kirke, var Palmes mangeårige ven og politiske kollega Ingvar Carlsson, der afløste ham som statsminister.

- Med mordet mistede vi en statsminister og en partileder, men selv mistede jeg en ven, sagde Carlsson efter at have lagt en rød rose på Palmes grav.

Adskillige andre socialdemokrater var mødt op for at mindes partiets kæmpe.

Nogle hundred meter derfra på Sveavägen, hvor Palme blev myrdet den 28. februar 1986 efter at have været i biografen med sin kone, lå der en ring af røde roser.

/ritzau/