»Kan vi lige holde en pause? Min klient er blevet dårlig.«

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage måtte tirsdag formiddag komme sin klient – en 19-årig mand fra Nordjylland – akut til undsætning ved byretten i Hjørring.

Det skete, mens en retsmediciner som vidne var ved i detaljer at gennemgå de mange og blodige skader, som det 13-årige drabsoffer blev påført ved drabet i marts sidste år i Hjallerup. 

Et drab, som den 19-årige har tilstået at have begået mod sin mindreårige kæreste. Hun havde få dage før drabet slået op med ham. 

Den 13-årige pige blev blandt andet holdt så hårdt om halsen, at hun formentlig mistede bevidstheden, inden gerningsmanden slog hende endeligt ihjel ved blandt andet at sparke hende på halsen og flere gange ramme hende hårdt i hovedet med en mursten.

Ifølge tiltalen fra anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi voldtog den dengang 17-årige gerningsmand ved samme lejlighed også sit mindreårige offer.

Det nægter han dog, men han erkender selve drabet, og at han efterfølgende udsatte liget af den 13-årige for usømmelig behandling ved at efterlade hende på jorden bag fjernvarmeværket i Hjallerup og hælde cola ud over liget.

Ved obduktionen af liget dagen efter fandt retsmedicinerne talrige skader på hendes krop.

Blandt andet var hendes skelet i ansigtet knust og en fortand brækket. Det var sammen med kvælning med til at forårsage pigens død, konkluderede retsmedicinerne efter obduktionen.

Der blev ikke fundet såkaldte afværgelæsioner. Det kan muligvis skyldes, at offeret ikke havde været ved bevidsthed i forbindelse med de fleste af voldshandlingerne, noterede retsmedicineren i sin rapport.

Derimod blev der på den ene af den 13-årige piges brystvorter fundet mulige tandmærker, som de retsmedicinske eksperter ikke kan udelukke kan stamme fra et bid. Men det kan ikke fastslås med sikkerhed.

Efter at den 19-årige tiltalte har forladt retslokalet i selskab med de to bevogtende politifolk, beder Mette Grith Stage om, at hendes klient ikke behøver at være til stede under resten af retsmedicinerens vidneforklaring

Da retsformanden havde givet lov til, at den 19-årige tiltalte kunne forlade retslokalet, mens retsmedicineren gennemgik kvæstelserne i forbindelse med drabet, fik den tiltalte et tilråb med på vejen fra en mandlig tilhører:

»Det er også synd for dig«.

Det får øjeblikkelig retsformanden til at advare om, at tilhøreren ville blive smidt ud, hvis der komme flere kommentarer. Det gjorde der ikke.

Nævningesagen fortsætter fredag, og der ventes at falde dom i sagen 4. juli ved byretten i Hjørring.