Det var en 60-årig kvinde, der mandag blev fundet død i et nedbrændt sommerhus i Fårvang sydøst for Viborg.

Det oplyser politikommissær Peter Justesen fra Midt- og Vestjyllands Politi, der er leder af efterforskningen i Silkeborg, til Ritzau.

Der er tale om husets beboer. En obduktion, som tirsdag er foretaget, har vist, at det var hende.

Politiet modtog en anmeldelse om brand på adressen natten til mandag klokken 01.17.

Efterfølgende har politi, teknikere og en læge været på stedet.

Hvordan branden er opstået, kan politiet dog ikke sige med sikkerhed. Først skal der foretages yderligere tekniske undersøgelser.

- Alt tyder på, at der er tale om en ulykke, tilføjer Peter Justesen.

De pårørende er blevet underrettet, oplyste politiet mandag på det sociale medie Twitter.

/ritzau/