De rapporter, der førte til fjernelse af Emil , var lavet af ansatte, der ikke var uddannet til arbejdet.

Døgnet rundt, i 24 timer, skulle ansatte fra det private firma HandicapHjælp Danmark overvåge og observere det handicappede par Henrik og Dorte Danvad .

Opgaven var at rapportere til familieafdelingen i Frederikssund Kommune, der ville have afklaret, om parret kunne have deres nyfødte baby i eget hjem. Eller om Emil eventuelt skulle fjernes.

B.T. kan i dag fortælle, at de hyrede hjælpere ikke var uddannede til at observere og overvåge i sager om fjernelse af børn fra deres forældre.

Det fremgår af et skriftligt svar fra Frederikssund Kommune til B.T.

- Handicaphjælperne har i relation til funktionen ingen formel uddannelse, svarer kommunen på avisens spørgsmål om hjælpernes funktion og uddannelse.

Af samme svar fremgår det klart, at de både skulle overvåge, observere og udføre praktiske opgaver.

Ifølge kommunen er hjælperne altså slet ikke uddannet til at varetage den funktion, som den selvsamme kommune har ansat dem til.

Totalt uacceptabelt
Næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund, Marie Sonne, er chokeret over, at kommunen satte uuddannede til at overvåge Henrik og Dorte Danvad .

- Man kan forestille sig en situation, hvor man tager en vurdering på et forkert grundlag. Det ville være katastrofalt. Det er klart, at det ikke er nok med en grunduddannelse, siger næstformand, Marie Sonne.

- Dét, der er beskrevet, er totalt uacceptabelt. Der er ingen, der siger, man behøver være dårlige forældre, fordi man sidder i kørestol.

Serviceloven er netop skruet sammen for at hjælpe folk, der ikke kan få hverdagen til at fungere. De kunne have fået støtte i form af alt fra diverse hjælpemidler til at have en personlig hjælper i huset, fastslår Marie Sonne.

Observanterne skulle også varetage praktiske opgaver og hjemmepleje for den handicappede Dorte Danvad.

Alt skulle overvåges
Hjælperne, som de bliver kaldt af deres arbejdsgivere i familieafdelingen, skulle overvåge den mindste kontakt mellem Emil og hans forældre, og sammen med rapporter fra kommunens familiekonsulenter ligger deres overvågning til grund for fjernelsen af den lille dreng.

Konsulenterne er uddannede socialpædagoger og var kun til stede hjemme hos Henrik og Dorthe Danvad fire timer hver dag, mens hjælperne fra Handicaphjælp Danmark var til stede i døgndrift.

Sutteflaske om natten
Således observerede hjælperne, at lille Emil græd i for lang tid, at Emil var ved at glide ud af en stofble, og at Henrik blundede med Emil på skødet to gange. Selv om natten, hvis forældrene skulle give babyen en tår af sutteflasken, skulle hjælperne vækkes, så de kunne observere og skrive ned i rapporter, der gik direkte til kommunen.

Det var ikke muligt i går at få et uddybende svar fra familieafdelingen i Frederikssund Kommune.