Det tyder på, at alle i og omkring Viborg gerne vil have nytårsindkøbene hurtigt overstået. 

Lige nu er det i hvert fald enormt besværligt at få lov til at forlade Viborg Storcenter på Holstebrovej 81. 

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi er der store trafikale problemer omkring storcentret, hvor flere biler forgæves har forsøgt at forlade storcentret i mere end en time, mens alle parkeringspladser samtidig er fyldte.

»Der er rigtig store trafikale problemer, og der er helt sandet til af biler,« oplyser vagtchef Andreas Bang Andersen. 

Han tilføjer, at politiet nu er til stede med to patruljer som et forsøg på at afhjælpe det trafikale nytårskaos.

»Der er mange, der gerne vil handle i dag, men lige nu er der flere, der kører til, end området kan bære,« lyder det fra vagtchefen.   

Politiet appellerer derfor til, at man skal vente med at handle, hvis man ønsker at nytårs-shoppe i storcentret. 

Opdateres.