»Det er jo tragisk«.... »Det er værste spil, jeg nogensinde har spillet«.... »Er det en joke?«.

De ubarmhjertige anmeldelser står i kø fra de tusindvis af personer, der har givet sig i kast med fodboldspillet eFootball 2022.

Spillet, der skulle forestille sig at være FIFA 22s største konkurrent, blev udgivet i sidste uge, men har allerede nu taget titlen som det dårligst anmeldte spil på platformen Steam nogensinde.

Før vi kigger på anmeldelserne, er det dog på sin plads først at vise et billede fra spillet af de to største fodboldstjerner i nyere tid: Cristiano Ronaldo og Lionel Messi.

Sådan ser Ronaldo og Messi ud i det nye eFootball 2022
Sådan ser Ronaldo og Messi ud i det nye eFootball 2022

Synes du, at det ligner de to stjerner?

Nej? Så er du enig med resten af internettet, der slagter spillet for at portrættere de to legendariske spillere på sådan en måde.

Men det stopper ikke her. Langtfra endda.

Vi fortsætter lidt med et billede fra tribunerne.

Et billede af tilskuere fra eFootball 2022. Det skal forestille mennesker, men kunne lige så vel være et skærmbillede fra spiludgaven af gyserfilmene Silent Hill eller The Hills Have Eyes.
Et billede af tilskuere fra eFootball 2022. Det skal forestille mennesker, men kunne lige så vel være et skærmbillede fra spiludgaven af gyserfilmene Silent Hill eller The Hills Have Eyes. Privatfoto

Hvad synes du, at det ligner?

På det sociale medie Twitter, hvor billedet blandt andet er blevet delt, sammenlignes tilskuerne med monstre fra gyserfilmen 'Silent Hill' og spillet 'Resident Evil'.

En anden bruger skriver, at grafikken på den oprindelige PlayStation 1 var bedre.

Hvis bare Konami, der har udgivet spillet, så kun skulle forholde sig til de grafiske problemer, ville de måske være optimistiske... men det er ikke tilfældet.

Ser man på de mange anmeldelser på Steam, står det nemlig hurtigt klart, at brugerne også er meget skuffede over selve spillet.

Blandt andet skriver en:

»Ord kan ikke beskrive, hvor dårligt det her spil er. Men tal kan: 1/10.«

En anden går lidt mere detaljeret til værks.

»Det her er en joke. Det er det værste fodboldspil, jeg nogensinde har spillet. Det er så simpelt som et mobilspil. Bolden vejer 100 kilo, og kontakten mellem spillerne er kaotisk. Intet føles rigtigt – det er en skam.«

Spillet er anmeldt af over 17.000 personer på Steam, og 90 procent af dem har givet det en negativ anmeldelse, hvilket er rekord.

eFootball 2022 er i modsætning til FIFA 22 gratis, og så kan man betale sig fra at få et bedre hold.

Konami har allerede reageret på kritikken og skriver, at man vil arbejde hårdt for at løse problemerne med kommende opdateringer.