I en tid, hvor alle klager over ventelister for kræftpatienter og dårlig offentlig service, har Skat formøblet en større skatteformue, da man skulle betale for det nye logo sidste år. Deltag i debatten her

De fire fine små bogstaver og kongekronen med den gule ring omkring kan nemlig ikke bare købes i løs vægt. Der fulgte alskens videnskabeligt tilbehør til pakken fra firmaet 11Design, hvor Skat henvendte sig. Samlet pris 13 mio. kroner afslører B.T. onsdag.

Først skulle Skat betale for en forundersøgelse, hvor 11Design kiggede på Skat tidligere gule logoer og fandt ud af, at det nye logo også skulle være gult. Det kostede 145.000 kr.

Så skulle 11Design svinge penslen. Alene rentegningen af SKATs logo kostede 350.000 kr. Det er inklusiv kongekrone, gul cirkel og ordet SKAT.

Med det logo i hånden designede 11Design Skatteministeriets og Landsskatterettens logo, som i princippet er magen til Skats.

11Design har blot sat ordet ’Skatteministeriet’ og ’Landsskatteretten’ ind i stedet for Skat. En grafisk proces, der koster 165.000 kr.

Så har Skat fået en manual for, hvordan man skal smykke brevpapir, skilte, biler og hjemmesider med det nye logo. For hver af de tre logoer koster manualen 450.000 kr. Oveni kommer en række tekniske omkostninger og andre posteringer, hvis årsag står hen i det uvisse.

Prisen for selve tegningen er lidt over 2,2 mio. kr.

Men det er ikke gjort med det. Der skal f.eks. nye skilte op.

Skat anslår selv, at der er indkøbt nye skilte for to mio. kr.

Den absolut største udgiftspost til Skats logo dukkede op, da logoet skulle implementeres på de populære ’Tast selv’ hjemmesider, hvor borgere og firmaer kan trykke deres oplysninger ind via internettet. Det løber op i næsten otte mio. kr.

- Systemet var indrettet sådan, at alle sider på domænet manuelt skulle have udskiftet logoet. Og det tog mange arbejdstimer. Jeg kan ikke sige præcist hvor mange, siger Ole Weber, chefkonsulent i Skat, til B.T.

Alt i alt en regning på 13 millioner kroner for et nyt navn.- Det lyder også af meget i mine ører. Men jeg troede egentlig, at et logo bare var noget, man købte, men det er altså meget mere indviklet. Der skal laves manualer for anvendelsen, og logoet skal signalere vores profil korrekt, siger Hans From, chefkonsulent i Skatteministeriet, til B.T.