Velkommen til B.T.s morgen-orientering. Her giver vi dig et overblik over, hvilke nyheder der er tikket ind fra ind- og udland, mens du har sovet.

USA's underskud kan stige til 1000 milliarder dollar i 2020
USA's underskud på statsbudgettet kan stige til en 1000 milliarder dollar i 2020, svarende til 6700 milliarder kroner. Den amerikanske kongres' uafhængige økonomiske kontor, CBO, har hævet sin estimering af underskuddet på statsbudgettet for finansårene 2019, der slutter 30. september i år, og 2020, skriver CNN.
Læs mere her

Klimavenlig guvernør dropper sit præsidentkandidatur
Den demokratiske guvernør Jay Inslee har valgt at trække sig fra kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat. Det fortæller han i et tv-interview på MSNBC, skriver det politiske medie Politico. Inslee, der siden 2013 har været guvernør i den nordvestlige delstat Washington, har ført en kampagne, der især har fokuseret på at bekæmpe de globale klimaforandringer.
Læs mere her

Guvernør Jay Inslee har valgt at trække sig fra kampen om at blive sit partis præsidentkandidat.
Guvernør Jay Inslee har valgt at trække sig fra kampen om at blive sit partis præsidentkandidat. Foto: JIM WATSON
Vis mere

FN-organ nedtoner sundhedsfaren ved indtagelse af mikroplast
Offentligheden bør ikke være bekymret for mikroplast, der finder vej til klodens drikkevand. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, der offentliggøres torsdag i Geneve. Det meste af den mikroplast, der optages i kroppen via kosten, forlader kroppen igen efter at have passeret fordøjelsessystemet, lyder det i rapporten.
Læs mere her

Ronaldo: Lionel Messi gjorde mig til en bedre spiller
Den femdobbelte Ballon d'Or-vinder Cristiano Ronaldo ville aldrig have været så god uden sin mangeårige argentinske rival fra FC Barcelona, Lionel Messi. Det siger den 34-årige portugisiske superstjerne til det portugisiske medie TVI. »Der er ingen tvivl om, at Messi har gjort mig til en bedre spiller og vice versa,« siger Ronaldo til ITV.
Læs mere her

Den portugisiske superstjerne Cristiano Ronaldo er glad for sin mangeårige rivalisering med Lionel Messi.
Den portugisiske superstjerne Cristiano Ronaldo er glad for sin mangeårige rivalisering med Lionel Messi. Foto: UEFA HANDOUT
Vis mere

USA's udenrigsminister: Vores alliance med Danmark er stærk
Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, har i et opkald til Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), onsdag aften diskuteret et øget sikkerhedssamarbejde mellem USA og Danmark i Arktis – herunder på Grønland. Samtidig har Pompeo rost den stærke alliance mellem danskerne og amerikanerne. Det siger det amerikanske udenrigsministerium i en udtalelse først på natten til torsdag dansk tid.
Læs mere her

Bolsonaro beskylder ngo'er for at sætte ild til Amazonas
Brasiliens højreorienterede præsident, Jair Bolsonaro, beskylder ikkestatslige organisationer, de såkaldte ngo'er, for at sætte ild til regnskoven Amazonas. Præsidenten mener, at organisationerne står bag en række påsatte brande, fordi de er utilfredse med, at regeringen har skåret i den statslige støtte til dem.
Læs mere her