Nye takster hos Post Danmark fra nytår

Post Danmark gennemfører en række takstændringer med virkning fra 2. januar.

Efter den tid koster det fortsat fire kr. at sende almindelige breve og økonomibreve, som vejer op til 20 gram. Derimod forhøjes taksterne for breve i de tungere vægtklasser, eksempelvis med 25 øre i intervallerne 20-50 og 50-100 gram, mens et brev, der vejer mellem 100 og 250 gram, vil stige fra 9,75 til 10,25 kr.

På samme måde gennemføres der mindre forhøjelser af portoen på breve til udlandet. Men almindelige breve inden for Europa vil fortsat koste 4,50 kr. i frimærke(r).

Prisen for at sende pakker i Danmark stiger med gennemsnitligt fire pct. Det betyder eksempelvis, at en forsendelse, som ikke vejer over et kg, kommer til at koste 32,50 kr. mod 31,50 kr. i øjeblikket.

Priserne for adresserede tryksager stiger med fem pct. i snit.

/ritzau/