Dyrenes Beskyttelse ’ser med afsky på tendensen til at menneskeliggøre vores familiedyr’.

En Chihuahua med huller i ørene er blot det seneste eksempel på, hvordan menneskeliggørelsen af vores familiedyr er ved at tage overhånd, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.

Dyrlæge Lotte Brink fra foreningen kalder den nye ’hunde-mode’, hvor man laver huller i ørene på dyrene for at kunne udsmykke dem med øreringe, for ’usmagelig’. Men også ’direkte ulovlig’.

-Operative indgreb, som har til formål at ændre et dyrs udseende, må slet ikke foretages ifølge Dyreværnslovens § 14. Det er utroligt, hvad folk finder på, blot for at gøre sig selv bemærket - de tænker slet ikke på dyret og den smerte, som de udsættes for, siger Lotte Brink.

Scroll ned og læs mere

Hunde med tøj, hatte og tasker er ikke længere et ualmindeligt syn. Men Dyrenes Beskyttelse understreger, at man altid skal tænke på dyrenes behov frem for sine egne. At pynte sine dyr er ikke noget, der på nogen måde gavner dyret - det er kun ejerens egen forfængelighed, det drejer sig om.

I mange tilfælde er pynten dog uskadelig for hunden. Men Dyrenes Beskyttelse ser desværre flere og flere påfund, hvor dyrene er udsat for direkte lidelse i ejerens forsøg på at gøre dem til rekvisitter i sit eget liv.

-Vi oplever flere og flere af denne typer sager. Der er en tendens til, at dyrene er blevet et statussymbol i stedet for en levende ting, med egne behov, som skal varetages på bedste vis,’ siger dyrlægen. I sagens natur opfordrer Dyrenes Beskyttelse nu på kraftigste folk til at undlade at udføre denne form for ulovlige og fuldstændig unødvendige operative indgreb.