Familie og venner til den afdøde læge, psykiater og mediepersonlighed Peter Lund Madsen har stiftet en forening, der skal drive og støtte initiativer i forlængelse af hans virke.

Det oplyser stifterne af Peter Lund Madsen Foreningen i en pressemeddelelse.

- De mange reaktioner, der fulgte efter Peters død, viser, at han efterlader et stort hul og et kæmpe savn hos både private og i faglige kredse; herunder hos de mange frivillige organisationer og miljøer, der har at gøre med mennesker i sårbare situationer, udtaler Peter Lund Madsens familie.

- Det rører os dybt, at så mange har vist deres interesse for foreningen. På den måde kan vi mindes Peter og støtte tiltag i forlængelse af hans værdier.

Derudover vil Peter Lund Madsen Foreningen årligt uddele en pris, der skal "hædre personer, fællesskaber eller organisationer, der med viden, varme og ordentlighed bidrager til forståelsen af mennesket og dets sind, og som gør det i en ånd præget af nysgerrighed, varme og ansvarlighed".

Prisen uddeles første gang den 10. august - på etåret for Peter Lund Madsens død.

Han døde af en blodprop i hjertet som følge af svær forkalkning i kranspulsåren.

Han døde under et elmetræ på en bakke nær Tølløse, hvor han var faldet om på vej på cykel fra sit sommerhus på Sejerø til København.

Han blev 65 år.

/ritzau/