Inger Støjberg (V) er skuffet over Jakob Ellemann-Jensen og vil tænke over fremtiden, siger hun. Det er uvist, om hun fortsætter som retsordfører.

- Som jeg har sagt før, så dør man jo altså ikke af at komme for en rigsret. Men det er en alvorlig sag at skulle for en rigsret. Men sådan er det. Jeg ved, at jeg ikke har givet nogen ulovlig ordre til nogen. Det er blevet bakket op af samtlige vidner, og det har Instrukskommissionen også skrevet i deres beretning, siger Inger Støjberg.

- Jeg er skuffet over, at det er min egen formand Jakob Ellemann-Jensen, der inviterer resten af Folketinget til at rejse en rigsretssag i mod mig. Det er også derfor, at jeg overvejer, hvad der skal ske. Jeg kan bare konstatere, at det er sådan, det er, siger Inger Støjberg.

Inger Støjberg afviser ikke, at hun er på vej ud af Venstre. Det må man forstå er en af mulighederne, hun overvejer. Men hun har endnu ikke truffet en beslutning og fortsætter torsdag arbejdet som Venstres retsordfører indtil en anden beslutning må blive truffet.

- Den største mistillidserklæring, man kan få, at ens egen formand støtter en rigsretssag mod en, siger Inger Støjberg.

Hun fastholder, at hun "ikke ville kunne se sig selv i øjnene", hvis ikke hun havde grebet ind over for mindreårige asylpar.

 

Opdateres...