Efter utallige forsinkelser er retssagen mod den amerikanske sanger R. Kelly trådt ind i den første indledende fase.

Juryen er nemlig i øjeblikket ved at blive udvalgt. Det skriver AP.

Det er næsten to år siden, at sangeren blev tiltalt for at have begået en lang række grove, seksuelle overgreb mod mindreårige piger. Overgrebene har ifølge anklageskriftet i sagen stået på i over tyve år.

I første omgang blev hitmageren tiltalt for at have begået ti grove, seksuelle overgreb mod fire kvinder over en periode, der strakte sig fra slutningen af 1990erne og frem til 2010.

Tre af de fire kvinder var mindreårige, da overgrebene angiveligt fandt sted.

I maj 2019 blev der dog tilføjet yderligere elleve anklagepunkter til det endelige anklageskrift. Alle anklagepunkter nægter R. Kelly sig skyldig i.

Hitmagerens forsvarsadvokater hævder i den forbindelse, at alle R. Kellys påståede ofre var hans såkaldte 'groupies', som alle ønskede at være sammen med ham.

Ud over at være tiltalt for at have begået seksuelle overgreb mod mindreårige kvinder, så er den 54-årige sanger blandt andet også tiltalt for at bedrive menneskehandel. Også denne anklage nægter han sig skyldig i.

Anklagerne i sagen vil desuden forventeligt prøve at bevise, at R. Kelly forsøgte at købe et falsk ID til en ung sangerinde på 15 år ved navn Aaliyah, som han havde et ulovligt, seksuelt forhold til.

Med et falsk ID kunne de to nemlig blive gift i hemmelighed, og det ville forhindre, at hun i fremtiden ville kunne vidne mod ham.

I forbindelse med udvælgelsen af jurymedlemmerne i sagen mindede distriktsdommer Ann Donnely om, at sangeren til trods for dårlig omtale i pressen stadig er formodet uskyldig, indtil andet er bevist.

Retssagen begynder 18. august.