Ganske som for staklerne, der forgæves forsøgte at få sværdet op af stenen, eller vikarlandsholdets udsigt til at vinde deres ene kamp, så kan det være noget af en prøvelse for de boligsøgende at få fingrene i en andelsbolig.

For uanset om man er motiveret af fællesskabstanken eller udsigten til en lavere kvadratmeterpris, så har man haft markant færre valgmuligheder end på ejerboligmarkedet - og udbuddet er indskrænket år for år. Så meget, at det nu er nået et nyt udbuds-lavpunkt for de seneste 10 år.

Tal fra Boliga viser nemlig, at der de seneste seks hele måneder - altså i perioden 1. april til 1. oktober - i år blot kom 2.716 andelsboliger offentligt til salg.* I samme periode sidste år nåede 3.161 andelsboliger at vise sig frem, mens der i finanskrisens efterdønninger var væsentligt flere at vælge mellem.

I 2012 var der således 12.164 andelsboliger udbudt til salg i den nævnte periode, mens udbuddet toppede et år senere, hvor 12.569 andelsboliger fyldte op hos mæglerne og selvsælgerne.

Tomme København

At andelsboligerne er så populære, hænger sammen med, at de økonomisk kan være mere tilgængelige end de tilsvarende ejerboliger:

»Overordnet set tyder meget på, at man i øjeblikket får mere bolig for pengene på særligt det københavnske andelsboligmarked sammenlignet med ejerboligmarkedet i København. Det er en naturlig konsekvens af de senere års kraftige prisstigninger på ejerboligmarkedet, mens mange andelsboliger er bundet af maksimalpriser,« siger cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Reakredit Danmark.

Særligt i landets hovedstad er der også særdeles støvsuget på hylderne. 333 andelsboliger kom der til salg i de københavnske postdistrikter i år. Det er lige knap 6.000 færre udbud end i 2012 - og det laveste udbud de seneste 10 år.

Lynhurtige købere

Men ikke alene har køberne haft færre valgmuligheder - de har angiveligt også skullet træffe en beslutning langt hurtigere.

118 dage nåede en andelsbolig på landsplan i gennemsnit at være til salg i år, mens det sidste år var 180 dage og 261 dage i 2012.

Der er dog heller ingen tegn på, at der er et skifte lige om hjørnet, så der igen kommer til at være masser af andelsboliger udbudt offentligt til salg.

Ifølge Christian Hilligsøe Heinig forventes det økonomiske opsving at fortsætte, og det vil betyde, at der stadig er efterspørgsel på andelsboliger - både på landsplan og i Hovedstaden, hvor man netop kan få mere for pengene:

»Det vil bevirke, at der stadig over det kommende års tid vil være stor rift om mange andelsboliger, og at de primært vil blive solgt uden om en ejendomsmægler,« siger han.

Her kan du se, hvor mange andelsboliger der var til salg i København.

Her kan du se, hvor lang tid de var til salg.

* Boliga har opgjort udbudstiden og antallet af udbud af andelsboliger i perioden 1. april til 1. oktober de seneste 10 år.