De går målrettet efter dine penge.

Og de gør det i stadig stigende grad. 

Finans Danmark advarer nu om, at netbanksvindlen er eksploderet i Danmark.

Det skriver de en pressemeddelelse

I hele 2022 var der samlet 3.897 sager om netbanksvindel i Danmark. Men i 2023 har der alene i første halvår været 5.212 sager. Det fremgår af en ny undersøgelse. 

Ulrik Nødgaard er administrerende direktør i Finans Danmark. Han siger:

»De kriminelle har fundet ud af, at dette er en lukrativ metode. Vi er et samfund bygget op på tillid til hinanden. Og når de kriminelle udfordrer den tillid med løgnehistorier, så bliver vi udfordret. Det er derfor, det er vigtigt at være bevidst om, at de kriminelle gør de her ting – og de skyr ingen midler.«

Svindlen sker for eksempel ved, at de kriminelle ringer og udgiver sig for at være fra din bank.

I 2022 blev der stjålet for 96,3 millioner kroner, mens tallet for første halvår 2023 lyder på 54,4 millioner kroner.

»I forhold til, at der har været over dobbelt så mange sager, så har de kriminelle altså ikke haft held med at stjæle dobbelt så mange penge. Det skyldes blandt andet, at bankerne bliver bedre og bedre til at screene og detektere transaktioner,« siger Ulrik Nødgaard.

Det er dog langt fra alt, bankerne kan stoppe. Du skal også selv hjælpe til, siger den administrerende direktør:

»Bankernes tilpasser løbende deres svindelbekæmpelse i forhold til de verserende svindelscenarier. Men det er svært at identificere de sager, hvor kunden selv opretter og godkender overførsler. Det er derfor det er så vigtigt, at vi alle er på vagt overfor de kriminelle, så vi i fællesskab kan få dem stoppet.«