USA's tidligere præsident, Richard Nixon, var en konemishandler. Han slog sin hustru, Pat, ved flere lejligheder, og hans voldelige adfærd skyldtes misbrug af alkohol og piller.

Disse opsigtsvækkende påstande bliver ifølge flere amerikanske aviser fremsat i en ny biografi, der udkom i går.

I 1970 var Nixon så nedbrudt over den fjendtlige hjemlige reaktion på USA's krigsførelse i Cambodia, at han opsøgte en psykiater i New York. Psykiateren betegnede præsidenten som neurotisk.

Dette står at læse i Anthony Summers' biografi "The Arrogance of Power. The Secret World of Richard Nixon." Forfatteren har arbejdet på bogen i fem år og foretaget flere end 1000 interviews.

I bogen gentages udsagnene om konemishandlingen af flere reportere. Summers antyder, ifølge Daily News, at mishandlingen gentog sig og fandt sted så sent som natten før, at præsidenten gik af i vanære (fældet af Watergate-skandalen).

Den mest fyldestgørende rapport går tilbage til valgnatten i 1962, da Nixon tabte guvenørvalget i Californien.

En tidligere medarbejder, John P. Sears, beskriver i bogen, hvad der skete mellem Nixon og konen denne nat.

"Nixons familieadvokat, Wailer Taylor, fortalte mig, at Nixon havde slået hende i 1962, og at hun havde truet med at forlade ham af den årsag."

Mod slutningen af hans præsidentperiode i 1974 var bekymringen over hans mentale tilstand så stor, at forsvarsminister James R. Schlesinger gav de militære styrker en klar ordre:

"Bryd jer ikke om ordrer fra Det Hvide Hus med mindre, at de er clearet af mig eller udenrigsministeren."

Den tidligere forsvarsminister bekræfter i New York Times bogens fremstilling af hans opsigtsvækkende ordre i 1974. Udenrigsministeren på daværende tidspunkt hed Henry Kissinger, og ifølge den nye biografi havde han altså magten sammen med forsvarsministeren, da præsidenten var neurotisk.

Bogen afslører også, at Nixon uden sin læges viden skaffede sig anti-depressive midler, og de potentielle bivirkninger beskrives som forvirring, hukommelsestab og aggressivitet.

Ikke de bedste egenskaber hos verdens dengang mægtigste mand.