Lige så skønt som det føles at kaste sig i bølgen blå på en brandvarm sommerdag – lige så sundt er det. Havvandet gør nemlig underværker på vores krop og sind.

- Det er fantastisk sundt for os at bade i havet. Det kølige saltvand påvirker os nemlig på en helt speciel måde, som er medicinsk godt for kroppen, siger Jørgen Serup, som er overlæge på Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital.

Han påpeger, at et hurtigt dyk i havet påvirker vores helbred på tre forskellige planer.

For det første er det med til at berolige os, hvis vi føler os stressede. Havvandet går ind og påvirker vores nervesystem, så vi finder ro og kan slappe af.

For det andet går det ind og påvirker vores humør. Lige så snart kroppen rammer det kølige vand, udskiller den endorfiner, et morfinlignende stof, der gør, at vi føler glæde.

For det tredje er det kosmetisk helbredende, da saltvandet giver os en sundere, glattere og smukkere hud.

- Alt i alt kan man sige, at man får en fantastisk helbredspakke, når man vælger at havbade. Og det viser sig jo også i høj grad, når man stadigvæk i dag bruger havbaderi som behandlingsform for forskellige psykiske lidelser.

- Ud fra erfaringerne er det i mange tilfælde langt bedre at behandle patienter med havbade end med beroligende medicin,« siger Jørgen Serup.

Overlægen mener, at forklaringen, på vores glæde ved det våde element skal findes i ur-biologien.

- Kroppen er vild med vand, fordi den kommer derfra. De første ni måneder af vores liv tilbringer vi jo inde i mors mave, som er fyldt med fostervand, og på den måde har kroppen vænnet sig til det. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at kroppen er glad for vandet og omvendt, når den så kommer ud, siger Jørgen Serup.