Naser Khader måtte tage sit liv op til revision, da hans datter Sofia blev overfaldet sidste sommer.
Børn kan ifølge eksperter blive skadet af, at forældre ukritisk lægger billeder af dem på sociale medier. Af samme grund er der masser af råd til, hvad man skal tænke over, før man deler fotos af sine børn.
Naser Khader afholder sig normalt helt fra at lægge billeder af sine børn på Facebook. Men i sommer gjorde han en undtagelse:
Facebook, 28. juli 2014:
»Normalt plejer jeg at holde mine børn ude af mediernes søgelys, hvorfor jeg bl.a. ikke lægger fotos af mine børn på min Facebook. Men her gør jeg undtagelse. Min datter Sofia (14 år) blev overfaldet på sin fødselsdag torsdag aften.«
Sådan indleder Naser Khader en opdatering på Facebook fire dage efter, at hans datter brutalt er blevet overfaldet af en flok jævnaldrende piger. En opdatering, der indtil nu er liket af over 46.000 mennesker og delt over 4.500 gange. I dag, lidt over et halvt år efter, ligger harmen, vreden og ikke mindst bekymringen over datterens fortsatte angst og mareridt stadig lige under overfladen hos ham.
LÆS OGSÅ: Anders Agger: Når hende, man ikke kunne leve uden, bliver hende, man ikke kan leve med
Sofia, som Naser Khader har med sin ekskone Birgitte, bliver 14 år den 24. juli 2014. Varmen og sommerstemningen ligger over landet, og Sofias ønske om at spise middag på Sticks'n Sushi på toppen af Tivoli Hotel er gået i opfyldelse. Naser og Birgitte er med, og det samme er Sofias halvbror, Hannibal, og hans mor, Bente, Nasers anden ekskone. Efter middagen tager Naser op i sit sommerhus.
– Sofia ville ikke med, for hun havde en aftale med nogle veninder om, at de skulle mødes og hygge sig. Jeg tog Hannibal med op i sommerhuset og tænkte, at vi skulle have en lang og dejlig aften, men omkring 22.30 ringede telefonen. Sofias veninde var i røret, og hun fortalte oprevet, at nogle piger lige nu var i gang med at overfalde Sofia ved Ørestad Gymnasium. Veninden ringede også til Birgitte, som gudskelov bor på Christianshavn, så hun skyndte sig at cykle ud til Ørestaden. Da Birgitte nåede frem 15-20 minutter senere, var to af pigerne stadig i gang med at slå Sofia. Birgitte gik hen til dem, pigerne pustede sig op og sagde til hende, at de ikke var bange for hende, og hvis hun ville ringe til politiet, kunne hun da bare låne deres mobil. Birgitte fortalte mig bagefter, at hun faktisk var bange for pigerne lige der.
– Sofia var helt smadret. Hun var blevet hevet voldsomt i håret og tæsket med en tyk sølvpapirrulle, som overfaldspigerne havde med, fordi de havde røget hash. De havde væltet hende omkuld og havde sparket hende i hovedet. Mens en af pigerne sparkede løs, havde hun på et tidspunkt sagt til Sofia: "Åh nej, nu har jeg forstuvet stortåen, det koster dig 3.000 kroner." Pigerne havde også sagt, at det ville koste en dummebøde på 5.000 kroner, hvis Sofia sladrede til sine forældre, og så stjal de hendes helt nye iPhone.
Kender pigerne
Efter en times tid når Naser frem til Birgittes hjem, hvor Sofia og Birgitte nu er. Naser har Hannibal med, og Bente, som han har hentet på vejen.
– Sofia var helt ude af sig selv. Hun sagde ikke noget, hun stirrede bare ud i luften.
Hvordan havde du det på det tidspunkt?
– Jeg prøvede at styre mig, men jeg var chokeret. Og jeg kunne jo heller ikke lade være med at tænke på, hvad der ville være sket, hvis Birgitte ikke havde været hjemme. Hvordan ville det så have været endt? Der var nogen, der efterfølgende spurgte, hvorfor Sofia dog også var ude så sent? Jamen, hold nu op, de havde fri, det var juli måned, det var stadig lyst, det var hendes fødselsdag, og hun var sammen med sine veninder og i nærheden af, hvor en af dem bor.
Naser ringer 112. Han har navn og adresse på to af pigerne, for han kender dem i forvejen. Han ved, at de bor på et af Københavns Kommunes opholdssteder, MultifunC, på grund af tidligere kriminalitet.
– To af pigerne har gået på fritidshjem med Sofia, og allerede for tre-fire år siden var der problemer med dem. Dengang holdt vi fællesmøde med pædagogerne, socialforvaltningen og pigernes forældre. Pigerne fik at vide, at de skulle holde sig fra Sofia og de andre, som de generede.
– Da jeg fik fat i politiet og fortalte dem, hvad der var sket, og at jeg kendte to af pigerne, var svaret: "Når du har navn og adresse, kan du bare vente til i morgen med at anmelde det." Jeg var i chok! "Du laver grin med mig," sagde jeg. "Det kan simpelthen ikke være rigtigt." Jeg havde jo regnet med, at de ville sende en patruljevogn, men jeg fik at vide, at det havde de ikke ressourcer til. Jeg fortalte, at de også havde stjålet Sofias telefon, men det kunne de heller ikke tage sig af. Fordi jeg blev ved med at insistere på, at der skulle gøres noget, fik jeg til sidst at vide, at vi kunne køre på Bispebjerg Hospital og få Sofia undersøgt, og derefter kunne vi tage til politistationen på Bellahøj og anmelde det.
Klokken er ved at være to om natten, da Sofia bliver undersøgt på hospitalet. Hun har hjernerystelse og tydelige mærker efter slag og spark.
Efterfølgende kører familien, Sofias veninde og venindens mor til Bellahøj politistation, hvor de må vente til klokken seks om morgenen, fordi der skal være en repræsentant fra de sociale myndigheder til stede, når Sofia og hendes veninde bliver afhørt.
– Efter afhøringen sagde afhøringslederen, at de opfattede det, der var sket, som virkelig slemt, men at de ikke kunne gøre ret meget, fordi overfaldspigerne var under 15 år. Havde de været over 15, ville man have brugt de strengeste paragraffer i straffeloven, der handler om groft overfald, røveri og trusler af vidne. Jeg var helt målløs over, at man ikke kunne gøre noget på grund af pigernes alder, og senere har jeg været ude i medierne og sige, at jeg mener, at det ikke skal være de kriminelles alder, men derimod kriminalitetens alvor, der skal være afgørende. Det er ikke, fordi jeg siger, at børn skal i fængsel, men når de laver sådan et overfald, er det mindste, man kan gøre at sørge for, at de kommer bag lås og slå sammen med andre unge. Det provokerer min retsfølelse, at de kan opholde sig et åbent sted.
De følgende dage gør familien alt, hvad de kan, for at trøste og berolige Sofia.
– Hun sagde flere gange, at hun havde været bange for at dø, og at hun havde følt, at hun havde været uden for sin krop, da det skete. At hun ligesom havde kigget på sig selv udefra, mens hun blev slået, og at hun til sidst slet ikke havde kunnet mærke slagene.
Kan intet gøre
Et par dage efter overfaldet opdager en af Sofias veninder, at Sofias telefon er sat til salg for 750 kroner på den ene af overfaldspigernes Facebookside.
– Så ringer jeg til MultifunC! Jeg taler med lederen og spørger ham, hvordan de piger overhovedet kan være ude om aftenen, når de er på sådan et opholdssted, hvor man skal holde øje med dem? Han svarer, at de ikke kan holde øje med beboerne hele tiden, og at de heller ikke kan holde dem tilbage, hvis de vil ud. Jeg er rystet. Det bliver kun værre, da jeg beder ham om at gå ned på den ene piges værelse og hente Sofias telefon, som vi kan se, at hun har sat til salg. "Det kan jeg ikke," svarer han.
Naser slår en høj latter op. Han er – den dag i dag – fuldstændig målløs over det svar.
– De piger er på et opholdssted, der koster 10.000 kroner per døgn per person, og så kan de ikke gå ind og hente en stjålen mobiltelefon hos dem! Lederen siger, at jeg må ringe til politiet, og det gør jeg så. De kan heller ikke gøre noget. Derefter ringer jeg til BT og fortæller historien.
At Naser har valgt at skrive åbent om sin datter har kostet en del overvejelser.
– Som jeg skrev på Facebook, har jeg altid gjort alt, hvad jeg kan, for at holde mine børn væk fra medierne. Jeg har ikke haft sådan nogle "hjemme-hos"-artikler, hvor børnene og jeg sidder og krammer. Jeg har altid forsøgt at give dem deres eget liv, og ofte bruger de ikke mit efternavn, når de er ude omkring. Det er et valg i forhold til at skåne dem for det, jeg laver. Vi har haft en stor diskussion med Hannibal om det, for han vil gerne have "Khader" på trøjen, når han spiller fodbold. Det har vi sagt nej til, især hvis de skal på udebane. Der er folk, der ikke bryder sig om mig, og der er folk, der har truet mig, så der er nogle forbehold, jeg er nødt til at tage i relation til mine børn. Vi har da været til noget filmpremiere nogle få gange gennem årene, og når man får gratis billetter, bliver man nødt til at stille op og blive fotograferet, men generelt er mine børn ude af mit offentlige liv. At jeg valgte at gå ud med historien om Sofia var selvfølgelig noget, jeg talte med både hende og Birgitte om, og det var i orden, bare de ikke skulle deltage i det.
Ved du, om overfaldet og den tidligere chikane af Sofia har noget at gøre med, at du er hendes far?
– Jeg har undgået at lave den kobling, for nu handler det om Sofia, og jeg kan ikke dokumentere, at det handler om mig. Pigerne har jo også været efter andre end Sofia. Men jeg ved, at pigerne er kærester med et par indvandrerdrenge, der ikke bryder sig om mig.
Tilbage til borgen
Naser valgte at klage over politiets håndtering af sagen, herunder hvordan den blev kommenteret af politiet i medierne, og fik efterfølgende en undskyldning. I tiden efter overfaldet modtog han også trusler fra den ene af overfaldspigerne på Facebook, trusler, som pigen senere blev dømt for, fordi hun på det tidspunkt var over 15 år. Set i bakspejlet er Naser glad for den debat, der kom ud af, at han valgte at stå frem og fortælle om Sofias overfald.
– Det var en principiel samfundsdebat, der handlede om, hvad vi gør ved de der hårdkogte kriminelle under den kriminelle lavalder. Vi fik også en debat om, at ja, det kan godt være, at statistikken viser, at kriminaliteten falder, men det har også noget at gøre med, at politiet ikke har ressourcer til at gå ud og undersøge tingene, og at der er nogen, der giver op i forhold til at anmelde forbrydelser, fordi det er for bøvlet eller på grund af angst. Jeg kan også være bange for, at flere og flere begynder at begå selvtægt. Efter Sofias overfald fik jeg mails fra folk, der skrev: "Jeg gider ikke gå til politiet mere, jeg ordner det selv, hvis der sker noget." Det er konsekvensen, men det går jo ikke, at folk tyr til selvtægt i et retssamfund.
I hvilket omfang er Sofias overfald årsag til, at du har valgt at stille op til Folketinget?
– Lige i situationen tænkte jeg, nu må jeg tilbage og bare tale om dobbelt så mange politiressourcer, og jeg blev i oktober 2014 kraftigt opfordret til at stille op for Det Konservative Folkeparti, men jeg var jo også glad for det, jeg lavede på Hudson Institute i Washington.
– Men jeg har en datter, der har mareridt. En datter, der får psykologhjælp en gang hver anden uge. Og jeg har en datter, der har haft en høj sygefraværsprocent i skolen, siden hun blev overfaldet, så vi er nødt til at sørge for privatundervisning. Hun tør ikke gå på gaden selv, så når hun skal noget, er vi nødt til at køre hende og hente hende igen. Det har jo været svært for mig at deltage i, fordi jeg har været 20 dage om måneden i USA, og jeg har sgu haft dårlig samvittighed over at være væk. Så jo, Sofias overfald spiller en stor rolle i forhold til mit ønske om at komme hjem, og hvis jeg ikke var gået ind i politik igen, havde jeg taget orlov i en periode for at være herhjemme. Men det er også vigtigt for mig at sige, at det også i høj grad handler om, at jeg gerne vil hjem og være med til at påvirke beslutningsprocesserne i forhold til alt det, der sker i Syrien, den radikalisering, vi oplever, og senest terrorangrebet i København. Jeg har længe følt en frustration over bare at sidde og mene noget om det – nu vil jeg sgu gøre noget ved det.
LÆS OGSÅ: "Min overfaldsmand sagde til sin kæreste, at det var ham, der havde gjort det og meldte sig syv år efter"
LÆS OGSÅ PÅ EUROMAN.DK: Det har jeg lært: Jan Sonnergaard
LÆS OGSÅ PÅ EUROMAN.DK: På samfundets bund: Mændenes Hjem
Artiklen er oprindeligt publiceret på altfordamerne.dk
