Jeg vil ikke lade som om, at jeg ikke har en minister i maven. Det ville være forstillelse og falsk beskedenhed

For læger på landets hospitaler er en stilling som overlæge vist en meget typisk ambition. På universiteter drømmer - tror jeg - mange lektorer om at få et professorat. En mekaniker drømmer om at få sit eget værksted i stedet for at stå på en lønningsliste.
På min arbejdsplads, Christiansborg, siger man om den slags ambitioner på jobbet, at ’han/hun vist går rundt med en minister i maven’. Det er jo helt naturligt - vi er alle på Borgen med en drøm at gøre en forskel og få indflydelse på den politik, der laves. Alle mener, at de har kvalifikationerne, og alle står klar, når der finder en udskiftning sted.

Derfor er den aften, hvor der bliver ringet rundt til de nyudnævnte ministre, fyldt med glæde for dem, der bliver ringet op, eller skuffelse for dem, der ikke gør. For dem, der må skifte ministerbilen ud med linje 13, kan den være direkte brutal. Det er sket mere end én gang, at nyudnævnte ministre bliver så glade efter en sådan opringning, at de ikke kan holde nyheden for sig selv. På den måde risikerer de afgående ministre at se deres ’fyreseddel’ i nyhederne. Den ene dag er man minister og tager beslutning om at købe fly for milliarder, og den næste dag får man et par timer til at tømme sit kontor.

Forleden aften var jeg selv en af dem, der sad og ventede på en opringning. Jeg var sammen med nogle kolleger fra andre blå partier, som ligeledes ventede ved deres telefoner, og jeg blev vidne til både glæde og tårer. Det er brutalt, for ingen kan føle sig sikre på, om de er udvalgt, fyret eller skrottet. Uanset kvalifikationer og hvor godt man har klaret sig, er der en kabale, der skal gå op. Her er der ingen retfærdighed. Der skal tages hensyn til den politiske konstellation, til kønskvotienten, til magtbalancen i partierne og partiernes mærkesager.

Der blev ikke en ministerpost til mig i denne omgang. Alle partier skulle levere kvinder og såkaldt ’bløde ministerier’.  Et kort øjeblik overvejede jeg, hvordan jeg ville se ud i højhælede sko og tænkte, at navnet Natascha Khader egentlig passer meget godt til mig. For som kvinde og indvandrer ville jeg nok have haft bedre chancer. Men når det så er sagt, er jeg både glad og beæret over at sidde i Folketinget. Der er fordele og ulemper ved alt. Bliver man minister, er der meget fokus på én det første par dage, men snart er man begravet i sit ministerium. Som folketingsmedlem kan jeg fortsætte min værdikamp og påvirke slagets gang med et andet overskud, end man kan som minister.

Man er nødt til at tage let på de her ministerrokader. Vi kender jo alle præmisserne. Når vi nu fortsætter arbejdet inde på Borgen, så er det godt at huske sig selv og hinanden på, at det er politikken, der er det vigtigste, og der er mange måder at sætte sit fingeraftryk på.

Jeg vil ikke lade som om, at jeg nu ikke har en minister i maven længere. Det ville være forstillelse og falsk beskedenhed. Men jeg holder aldrig op med at kæmpe for det, jeg tror på, uanset hvad der står på mit visitkort - og det er en kamp, jeg kæmper med glæde hver dag.