For fire danske langtidsfanger i Thailand er dronningen Margrethes statsbesøg i Thailand et nyt håb om, at der sker noget med overførslerne til Danmark.

De fire fanger er nok de eneste fastboende danskere i Bangkok, der ikke får lejlighed til at se dronning Margrethe under hendes fem dages statsbesøg i Thailand.

Men for de fire danske fanger i de thailandske fængsler er Dronningens og udenrigsminister Mogens Lykketofts besøg et fornyet håb om at komme tilbage til Danmark.

De fire fanger, der sidder tilbage i de thailandske fængsler, er Thomas Darbo, Bo Nannestad, Dan Rexen og Ann Beverly Bland, der alle er dømt langtidsstraffe for narkotikasmugling.

Bland blev sammen med sin datter A'a'me Nahmet anholdt i Bangkoks lufthavn den 23. maj 1995 med 306 g heroin og siden idømt 25 års fængsel.

Både mor og datter var forsidestof den gang, men der er blevet stille om dem, siden datteren A'a'me blev prøveløsladt for et år siden.

En løsladelse der kun var mulig, fordi hun havde dobbelt amerikansk/dansk statsborgerskab og benyttede sig af, at amerikanerne har en meget fordelagtig overførselsaftale med Thaierne.

Der betød at hun kom næsten øjeblikkeligt på fri fod i USA.

Men moderen sidder stadig tilbage i Klong Prem fængslet. Hun har ikke noget dobbelt statsborgerskab, og hun ved, at den kendsgerning, at hun fik sin datter til at smugle narko, har gjort hende til det tætteste et menneske kan komme på at blive kasteløs i Danmark.

I dag er der stort set kun ét menneske i Bangkok, der føler med hende, og som tager sig af hende.

Det er hendes norske besøgsven Vibeke Stave, der er udstationeret i Bangkok med sin mand, og som frivilligt har besøgt Ann Beverly Bland i fængslet i et år.

Vibeke Stave har hjerte nok til at gå imod strømmen og sige, at Ann Beverly Bland i hendes øjne er et godt og intelligent menneske.

Ann Beverly Bland har gode dage og dårlige dage. Lige nu er dagene gode, fordi dronning Margrethe er i Thailand.

For hende sender besøget signaler om, at der måske er en chance for benådning. For det er hun som den eneste danske fange officielt indstillet til. "Alt mit håb står og falder med Dronningens og udenrigsministerens hjælp til at blive benådet eller overført til Danmark.

De er mit håb, og uden dem har jeg ingen mulighed for en tålelig fremtid før jeg er 97 år," siger Ann Beverly Bland.

Ann Beverly Bland ved godt at hun ikke bliver 97 år. Hun har kræft i blæren, og der bliver kortere og kortere mellem operationerne for ondartede svulster, som hun nu har været igennem fem gange i fængslet. Sidst var der kun syv måneder mellem to operationer.

"Forholdene her i fængslet er forværret på det seneste," siger Ann Beverly Bland. "Der er konstant udskiftning af personale, og de prøver hele tiden, hvor lidt medicin jeg kan klare mig med.

Kræften medfører bortset fra fysiske smerter, som jeg ingen medicin får for, også angst og depressioner, som påvirker mig selv og mine omgivelser."

I dag angrer hun åbenlyst, at hun inddrog sin datter i heroin smugleriet. "Selvfølgelig, jeg angrer det af hele mit hjerte, med al den kærlighed en mor har for sin datter.

Jeg er fuld af bebrejdelse og skyldsfølelse for hendes bortkastede år. Jeg har indrømmet, hvad jeg gjorde, jeg soner min straf, og jeg kan ikke undskylde min livsførelse overfor noget fremmed menneske."

Mens Dronningens dage i Thailand viser det smilende land fra dets bedste sider, så er Ann Beverly Blands Thailand et andet land. Hun starter sin dag med at vaske sig før klokken fire om morgenen, for efter fire er det lukket for vandet.

Tyve minutter over skes uddeles der varmt vand til the. Og klokken otte er der kongesang og bøn. Til middag er der kogte ris og grønsager. En servering der gentages endnu engang inden alle skal tilbage til cellerne klokken halv fire. Hendes dag slutter med bøn klokken seks.

Mens sygdommen strammer til, har hun lært at leve uden sin datter A'a'me. På trods af at hun havde alle muligheder for at bebrejde sin mor, så var hun trofast over for hende i den tid, de var sammen i fængslet.

"Det har på en måde gjort mig stærkere, for nu har jeg kun mig selv at bekymre mig om.

Jeg ved, at A'a'me har det godt i dag. Men jeg er også blevet mere indesluttet og ensom og ramt af depressioner.

Det ikke længere at kunne snakke dansk med nogen. Og for mig var A'a'me bindeledet mellem sygestuen og resten af fængslet.

Livet på sygestuen er meget isoleret."