Hun har kendt prins Joachim, siden hun var teenager, og nu har hun lavet en ny dokumentar med ham. Og man får en ny side af prinsen at se, lover hun.

»Det er et eksperiment for både prins Joachim og mig, det her. En ting er, at jeg kender ham på én måde, men hvordan er han så på fjernsyn?«

Anna von Lowzow har svært ved at skjule begejstringen, når hun fortæller om den dokumentar, som hun og Dronningens yngste søn netop har brugt et år på at lave, og som har premiere på DRK onsdag.

I dokumentaren fortæller prinsen danmarkshistorien på sin helt egen måde i seks afsnit. Og Anna von Lowzow er instruktør.

Hun er selv vant til at færdes på de bonede gulve. Hun er født komtesse af Lerchenborg ved Kalundborg, og hendes far er den nuværende lensgreve Christian Lerche-Lerchenborg.

Allerede som barn lærte både hun og hendes fire søskende at neje pænt for Dronningen, der sammen med prinsgemalen jævnlig kom forbi det store gods i Kalundborg til jagter og andre selskaber.

»Og senere lærte vi, at det ikke hedder fornavne, men at det hedder 'Prins Henrik' eller 'vil Dronningen have' og så videre,« fortæller hun.

Men når man sidder over for Anna von Lowzow, så virker hun ganske almindelig. Med sin ternede beige og blå bluse og sit løse hår er der ikke meget, der skiller hende ud fra alle de andre journalister, der har deres daglige gang på Nordisk Film i Valby, hvor hun arbejder.

Anna von Lowzow står her i midten ved siden af prins Joachim. Omkring dem står resten af holdet bag dokumentaren.
Anna von Lowzow står her i midten ved siden af prins Joachim. Omkring dem står resten af holdet bag dokumentaren.
Vis mere

Selv føler hun sig nu heller ikke så anderledes. Som barn gik hun og hendes fire søskende på den lokale skole i landsbyen Årby. Og for det meste måtte de gå i skole.

»Vi havde en gedigen, sund opvækst. Vi havde regler ligesom alle andre. Vi skulle vaske hænder ligesom alle andre, når vi spiste. Og vi havde vores ting, som vi skulle gøre for at få lommepenge. Og så havde jeg et sommerjob i vores rosenhave, hvor jeg klippede roser af for 20 kroner i timen, så der altid var flotte roser,« siger hun.

Det var først, da hun blev ældre, at hun fandt ud af, at andre folk så hende anderledes.

»I de første folkeskoleklasser var der aldrig nogensinde problemer, når veninder besøgte mig. Men senere blev det sådan noget med, at 'jeg tør ikke at møde dine forældre'. Mine kammeraters forældre har sikkert sagt: 'Uha, det er greven for Lerchenborg'.«

»Men det var ikke anderledes hos os end hos andre. Vi spiste den samme mad, som andre gør. På det tidspunkt spiste vi brun sovs og frikadeller og kartofler,« forklarer den tidligere komtesse, der mistede sin adelige titel ved første ægteskab, da hun blev borgerligt gift.

Siden er hun blevet gift for anden gang med advokaten Klaus von Lowzow, der ligesom hende selv stammer fra en adelig familie – dog uden titel.

Parret deler deres tid mellem deres hjem i København og deres Lowzow-families gods på Djursland.

Anna von Lowzow indrømmer dog, at det nok i visse sammenhænge har haft sine fordele, at hun kommer fra en adelig baggrund. Og at hun har fået 'en god opdragelse og dannelse'.

Blandt andet, da hun i 2004 lavede den meget roste dokumentar 'en kongelig familie', hvor størstedelen af kongefamilien deltog.

Anna von Lowzow er med sine 58 år otte år ældre end prins Joachim. Derfor har de heller ikke været de tætteste venner i barndommen, men siden har venskabet udviklet sig. Især fordi de begge har en brændende interesse for historie.

Arbejdet med dokumentaren har været længe undervejs. Mere end syv år fra første idé.

Når idé blev til virkelighed netop nu, skyldes det, at de begge havde plads i kalenderen.

Billede fra dokumentaren med prins Joachim.
Billede fra dokumentaren med prins Joachim.
Vis mere

Ifølge Anna von Lowzow er prinsen en meget vidende mand, og det er blandt andet det, som seerne får indblik i.

»Prins Joachim elsker at vide noget. Hvis jeg nogensinde skulle være med i 'Hvem vil være millionær', og jeg selv måtte vælge, hvem jeg skulle sidde ved siden af, så havde jeg taget prins Joachim,« siger hun og tilføjer:

»Jeg tror ikke, jeg kender noget menneske, der ved så meget om så mange ting i så mange genrer. Jeg ville være fuldstændig låst, hvis jeg blev spurgt om en fodboldkamp eller håndboldkamp eller ishockey eller musik eller nogen genrer for musik. Men det kan han.«

Prins Joachim flyttede sammen med sin familie i sommer til Paris, hvor han skal studere et år på den prestigefyldte militære lederuddannelse École Militaire. Prinsen har fra flere sider fået kritik for sit valg – og for, at årpengene ikke er blevet ændret under besøget.

Kritikken preller af på Anna von Lowzow:

»Jeg synes, at det tilbud, som prins Joachim har fået fra Frankrig, er 'once in a lifetime'. Og så kan man være nok så meget prins. For prins Joachim får det jo ikke, fordi han er prins. Han får det, fordi han kan noget,« siger hun og understreger endnu en gang, hvor vidende prinsen er:

»Prins Joachim har en kæmpe viden og en kæmpe interesse, og jeg ved ikke, hvorfor franskmændene har tilbudt ham det her, men jeg er ikke tvivl om, at det er, fordi man selvfølgelig – når han har mødt medlemmer af den franske regering – har tænkt: at det kunne være spændende at få ham ned i vores univers her.«

»Jeg synes, det er en kæmpe cadeau til ham, og jeg er enormt stolt af ham. Jeg er virkelig, virkelig glad på hans vegne.«