KLUMME: Vi er på vej mod et samfund af blødt vat og evige smil, hvor en børnehave i beskyttende iver kan forbyde Alfons Åberg.
Jeg elskede Alfons Åberg, da jeg var barn. Jeg husker særligt en specifik film fra 1980, som jeg må have set nogle år senere. Den gjorde indtryk, fordi det er en fantastisk indfølt historie, som sætter præcise billeder på små børns sværeste følelser: selvstændighed, frygt og en spirende fornemmelse af moral.
’Alfons og uhyret’ hedder filmen, og her har Alfons slået en dreng, der er mindre end ham selv. Han ved egentlig godt, at det er forkert, men han kan ikke sætte ord på det. Om natten bliver han hjemsøgt af et uhyre, og han er meget bange, selvom han godt ved, at der slet ikke findes uhyrer. Men da han får taget sig sammen til at gå hen til den lille dreng og sige undskyld, forsvinder uhyret.
Hvis dét ikke er en opbyggelig historie om mobning, moral og problemløsning, så ved jeg ikke, hvad det er. Og så er den tilmed medrivende og underholdende for målgruppen.
Derfor blev jeg faktisk chokeret, da jeg i sidste uge her i avisen kunne læse, at en børnehave i Malmø er holdt op med at vise filmen, fordi et forældrepar har klaget over den. Deres søn havde fået mareridt efter at have set filmen.
Børn bliver bange en gang imellem, og børn får mareridt. Sådan er det at være barn, og et eller andet skal de mareridt jo handle om. Naturligvis bør man ikke skræmme børnene unødigt og sætte en voldelig voksenfilm på, som de slet ikke forstår, men når man forbyder Alfons Åberg, så har man viklet så tykt et lag vat rundt om børnene, at de knap nok kan få vejret.
Det er en tendens, der slår tydeligere og tydeligere igennem i disse år – desværre ikke kun i børneopdragelsen, og desværre ikke kun i Sverige.
Livet må ikke gøre ondt, alle farer skal elimineres, ingen må føle sig krænket. Vrede, frygt og uenighed skal helst gemmes væk. Den offentlige debat er fyldt med klynkere, og der står altid en politiker parat med et par trøstende ord og en check.
Psykologer, coaches og selvhjælpsforfattere lever fedt og godt, men det er egentlig det mindste problem.
Langt værre er det, at vi risikerer at miste os selv – selve det at være menneske – i vores evindelige jagt på sikkerhed og harmoni. For er man et menneske, hvis man ikke oplever frygt, vrede og sorg? Kan man leve et værdigt menneskeliv, hvis alle farer er ryddet væk? Hvis samfundet udelukkende består af blødt vat, evige smil og harmløs smalltalk?
På flere hæderkronede amerikanske universiteter har man indført såkaldte ’trigger warnings’. Det er advarsler til sensitive studerende, så de kan styre uden om ord eller tanker, der kan krænke dem – for eksempel hvis noget kan opfattes sexistisk, racistisk eller voldeligt.
Det er svært at forstå, hvordan man kan få en ordentlig universitetsgrad i for eksempel litteraturvidenskab uden at læse Shakespeare, Dostojevskij eller Fitzgerald.
Endnu sværere er det at begribe, at netop universiteterne – som burde stå vagt om dannelsen – lader den slags passere.
Jeg håber inderligt, at bølgen er vendt, når børnehavedrengen fra Malmø engang skal på universitetet. Så får han måske en ny chance for at mærke frygten og lære at stå den igennem.
Klummen er skrevet af Amalie Lyhne.
