»Jeg er spasser - og det fucking passer.«

Mulle Skouboe er spastisk lammet, og selvom de fleste nok ser det som et skældsord, så vil hun helst kaldes spasser.

Da hun var barn, blev hun mobbet med sit handicap. 'Spasser' kaldte de andre børn hende. Det gjorde ondt.

Men nu har hun besluttet at tage ordet tilbage. For hvis hun selv bruger det, så kan ingen bruge det imod hende.

Mulle Skouboe modtager mere ros end ris, fortæller hun selv.
Mulle Skouboe modtager mere ros end ris, fortæller hun selv. Foto: DR
Vis mere

»Jeg forstod ikke ordet spasser, som jeg gør nu, hvor jeg er blevet ældre. Nu har jeg det sådan lidt: 'Hvorfor græde snot over noget, jeg er?'« siger hun.

Flere har kritiseret Mulle Skouboes måde at omtale sig selv og sit handicap. En af dem er politiker og tidligere 'X Factor'-deltager Sarah Glerup.

'Jeg er også én af dem, der ikke gider kaldes 'spasser' – men jeg kan godt finde på at kalde mig selv for 'krøbling' for at provokere. Pointen er for mig, at man SELV skal bestemme, hvordan man vil identificere sig. Det skal INGEN andre blande sig i,' skriver hun på sin Facebook-profil.

Og Sarah Glerup står ikke alene med den holdning.

»Sarah kalder jo sig selv for krøbling, og det synes jeg er nedladende. Men det er, hvad hun gerne vil kaldes,« forklarer Mulle Skouboe.

Ifølge hende må man kalde sig præcis, hvad man vil.

»Jeg ved godt, at mange siger, at spasser er et skældsord, men det handler jo om, hvad du gør det til,« siger hun.

Lige nu er Mulle Skouboe aktuel i DR2-programmet 'Danmarks lækreste spasser', hvor hun forsøger at overbevise kanalen om, at de skal afholde en skønhedskonkurrence for handicappede, der skal vises på live-tv.