»Bedste på nettet«. Altså ikke et udvalg af de bedste steder på nettet, men bedstemor, der fortæller dig, hvordan du får mest muligt ud af tastearbejdet. Den idé bliver nu ført ud i livet af DRs portal for IT og videnskab, »orbitalen«.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Og det er skam en rigtig bedstemor, der sidder bag skærmen. Hanne Fachmann, 61 år og bedstemor til tre børnebørn, er kvinden, der kan guide de usikre igennem internet-junglen og fortælle, hvordan man skal gøre. Og hun elsker at fortælle. Er næsten ikke til at stoppe.

»Jeg har altid haft mod på at prøve noget nyt, så for mig er det såmænd ikke så sensationelt, at jeg lærer lidt fra mig.

Og så elsker jeg at forklare ting, kan nærmest ikke lade være,« siger Hanne Fachmann.

»Så derfor synes jeg, det er spændende at få muligheden i DR, så jeg kan være med til at hjælpe folk. Det er jo i virkeligheden ikke så svært.«

På »Bedste på nettet« er der mulighed for at få besvaret spørgsmål, ligesom »Bedste«, Hanne Fachmann, tager sig af ugens emne.

»I den første uge var det selvfølgelig virusen »Red Alert«. Men der er mulighed for at tage mange ting op.«

Oprindelig er Hanne Fachmann uddannet inden for handel. Sammen med sin daværende mand drev hun et større firma, som senere blev overtaget af hendes døtre.

»Men jeg havde lyst til at lære, og ad snørklede veje kom jeg på et HK-kursus i Hillerød, hvor jeg bor. Og jeg var helt bestemt den dummeste på holdet.

Men det ændrede sig, da jeg fik job som assistent på den kommunale ungdomsskole, hvor vi lærte de 12-årige om computere.

Jeg begyndte at lave hjemmesider, har jo også min egen, som hedder fachmann.dk

Den fik nogle i Danmarks Radio øje på. Så blev jeg bedt om at være med i sådan noget lidt græsrodsagtigt, hvor man udviklede »Bedste på nettet«.

»Jeg tror, at det vigtigste er, at jeg tør. Når man har haft egen virksomhed i reklamebranchen, er der ikke meget, man er bange for. Og så betragter jeg det samtig som lidt af en hobby, jeg spiller jo ikke golf. Jeg er på den nye art efterløn, hvor man godt må lave noget ved siden af, så det hele passer mig så fint. Så se bare at få gang i spørgsmålene.«

»Bedste« Fachmann findes på www.dr.dk/orbitalen/debat/bedste Og dér skal man nok få svar på tiltale.