Den 36-årige mand, der fredag aften blev skudt ned og dræbt på Vesterbro i København, har ifølge politiet en vis tilknytning til bandemiljøet.

Ved en pressebriefing foran Politigården i København ønskede vicepolitiinspektør  Lars-Ole Karlsen ikke at gå nærmere i detaljer med den 36-årige svenskers forbindelse til banderne.

Men ifølge svenske medier har den nu myrdede svensker tidligere været særdeles meget i centrum i blodige svenske bandekonflikter.

Ifølge Expressen/Kvällsposten kunne han i foråret 2020 faktisk takke politiet for, at han ikke allerede på det tidspunkt blev likvideret for øjnene af sin familie på et hotel i Ängelholm nord for Helsingborg.

Den 36-årige svensker, der i februar blev skudt og dræbt på åben gade på Vesterbro i København, var i foråret 2020 ifølge svenske medier udset som mål for en svensk dødspatrulje i bandemiljøet.
Den 36-årige svensker, der i februar blev skudt og dræbt på åben gade på Vesterbro i København, var i foråret 2020 ifølge svenske medier udset som mål for en svensk dødspatrulje i bandemiljøet. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

På det tidspunkt havde fransk politi nemlig haft held til at begynde at knække krypteringen på de såkaldte Encrochat-telefoner, som kriminelle i mange lande brugte i stor stil til at udveksle både ord og billeder, som de var overbevist om, at politiet ikke kunne følge med i.

Via de franske politifolk fik svensk politi indblik i, at et mordkomplot var under opbygning i Sverige mod den mand, der fredag aften blev likvideret kl. 20.34 på åben gade på Vesterbro på hjørnet af Vesterbrogade og Kaalundsgade.

Hans fjender diskuterede åbenlyst, hvordan de skulle få ram på ham, ligesom der blev udvekslet billeder af ham på de telefoner, som bandemedlemmerne ikke troede kunne aflyttes.

I slutningen af maj bliver det tilsyneladende for alvor farligt for offeret. Fjenderne har haft held til hemmeligt at montere en gps-sender på hans bil, så de kan spore ham til det hotel i Ängelholm, hvor han har slået sig ned sammen med sin familie.

Disse bandemedlemmer var ifølge svensk politi parat til at dræbe den 36-årige svensker Salam Al-Jawahiri allerede for to år siden. Hans liv blev dog i første omgang reddet af politiet.
Disse bandemedlemmer var ifølge svensk politi parat til at dræbe den 36-årige svensker Salam Al-Jawahiri allerede for to år siden. Hans liv blev dog i første omgang reddet af politiet. Foto: Svensk politi
Vis mere

En af modstanderne tjekker ind på samme hotel, og giver angiveligt instruktioner om, hvordan mordet kan foregå. På det tidspunkt lægger svensk politi sig dog imellem, og får diskret reddet den nu dræbte svensker i sikkerhed.

Den afværgede mordplan indgår nu ifølge Espressen/Kvällsposten i et større sagskompleks om drab og drabsforsøg i det svenske bandemiljø, der aktuelt er for retten i Malmø.

Efter drabet på Vesterbro fredag aften har Københavns Politi lørdag morgen efterlyst to gerningsmænd, der ifølge vidner løb væk fra gerningsstedet ad den nærliggende Oehlenschlægergade.

De beskrives af politiet som:

– Den ene er en mand, muligvis arabisk af udseende. Cirka 18-20 år, 170-175 centimeter høj og iført sort tøj.

– Den anden er også en mand, muligvis af arabisk udseende. Han er lidt højere, 175-180 centimeter. Han er spinkel af bygning og også iført sort tøj.

Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 114.