Mens vi andre stimler sammen i storbyerne, har Lisbeth Hermansen stillet sig midt på en gudsforladt hovedgade med en cowboyhat på hovedet. I det yderste Vestjylland har hun købt en forladt by og udnævnt sig selv til sherif. Her hersker kun én lov: Man har lov til ikke at passe ind

Vi befinder os på et af den slags steder, hvor man kommer i tvivl om, hvorvidt det er slutningen eller begyndelsen. Tæt på den jyske vestkyst, sydvest for Lemvig, hvor husene bliver billigere og billigere, og hvor der er malet direkte telefonnumre på ’til salg’-skilte med beløb på 210.000 kr. Her har Lisbeth Hermansen købt en by. Eller i hvert fald det halve af Dybe Gl. Mejeriby, bestående af seks huse. Midt i majsmarker og forblæst vestland har hun udnævnt sig selv til sherif og omdøbt byen til Country Town.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs første del i serien om Danmarks originaler. Hver uge præsenteres de en for en og deler deres unikke historie om et liv, der på alle måder skiller sig ud fra den gængse danskers hverdag med travlhed på jobbet, et presset familie- og kærlighedsliv, og bekymringer omkring fremtid, karriere og det at skulle passe ind de rigtige steder med de rigtige mennesker.
I denne uge møder vi Lisbeth, som har trukket pløkkerne op, købt en forladt by i udkanten af Vestjylland, og som om det ikke var nok, udnævnt sig selv til sherif i den mennesketomme by.


Mens vi andre stimler sammen i storbyerne, har Lisbeth Hermansen stillet sig midt på en gudsforladt hovedgade med en cowboyhat på hovedet. I det yderste Vestjylland har hun købt en forladt by og udnævnt sig selv til sherif. Her hersker kun én lov: Man har lov til ikke at passe ind

Klokken var 4.30 om morgenen, da hun brat vågnede i sin seng. Natten var sort, som den kun kan være dér, hvor den nærmeste gadelygte står adskillige kilometer væk. Der var en lyd. Sikkert et dyr, ræsonnerede hun og vendte sig om på siden. Men lyden blev højere og nærmede sig soveværelsesdøren. Det var skridt. Fra et menneske.

»Jeg var den eneste, der var hjemme i hele byen, så først lå jeg stiv af skræk. Skulle jeg ringe til politiet? Nej, fandme nej. Vil man være sherif, må man jo handle som en sherif. Jeg stod op og råbte ud i mørket: ’Kan I så komme ud af min by! Og det skal være NU!’. Så forsvandt de. Og jeg lagde mig til at sove igen.«

Lisbeth Hermansen er 60 år. Hun fortæller om den nat, hvor der var ’gangstere i Country Town’. Det er en rum tid siden nu, og de har ikke været der siden. Næppe fordi hun efter episoden fik en luftpistol af den lokale skrothandler. Selv mener hun, at hun stødte ind i de ubudne gæster – et par østeuropæere – i Brugsen inde i Lemvig, for de fik slemt travlt med at komme væk, da hun stillede sig op midt mellem rækkerne af dagligvarer og stirrede på dem.

Vi befinder os på et af den slags steder, hvor man kommer i tvivl om, hvorvidt det er slutningen eller begyndelsen. Tæt på den jyske vestkyst, sydvest for Lemvig, hvor husene bliver billigere og billigere, og hvor der er malet direkte telefonnumre på ’til salg’-skilte med beløb på 210.000 kr. Her har Lisbeth Hermansen købt en by. Eller i hvert fald det halve af Dybe Gl. Mejeriby, bestående af seks huse. Midt i majsmarker og forblæst vestland har hun udnævnt sig selv til sherif og omdøbt byen til Country Town.

Ud af de faste mønstre

»Jeg har opgivet at passe ind. Jeg har været et tabu hele mit liv, og allerede fra jeg var helt ung, fandt jeg ud af, at jeg aldrig kunne leve op til samfundets forventninger. Hvor jeg kommer fra, kom mange af landbruget – de var umusikalske, de levede efter fastlåste mønstre og var helt anderledes end mig. Jeg følte, jeg var født ind i en verden, som overhovedet ikke forstod mig,« siger hun.

Hvad sker der, når en skør kvinde iført cowboyhat flytter ind i en forladt købmandsgård lige overfor præsten i et missionsk samfund? Kan det lykkes at genoplive en by, der for længst er død, ved bare at invitere alle til at komme og gøre præcis, hvad de vil? Og kan man overhovedet drive byens kro, når man trykker sine egne pengesedler, Vestjyske Dollars? De første to ting vil tiden vise. Det sidste er mere tvivlsomt. Men i denne historie er det heller ikke dét, der er pointen.

Lisbeth Hermansen har købt en by. Eller i hvert fald det halve af den. Hun trykker sine egne pengesedler.
Lisbeth Hermansen har købt en by. Eller i hvert fald det halve af den. Hun trykker sine egne pengesedler.
Vis mere

»Jeg er jo ikke sådan en, der bliver taget imod. Jeg ankommer.«

Lisbeth Hermansens latter buldrer gennem den mennesketomme by, da hun bliver spurgt, hvordan området har taget imod hende.

»De har nok lige skullet vænne sig til mig. Men jeg tror, de er glade for, at det hverken blev bordel, rockerborg eller flygtningelejr. Nu finder de sig i en gammel kone, der render rundt og leger, at det er Det Vilde Vesten,« siger hun.

For enden af Country Town, cirka 150 meter fra bygrænsen, ligger den gamle Dybe Kro. Engang var kroen et velanset spisested og vært ved kulørte fester, men nu henligger den grå og hensunken. Det er snart 20 år siden, kroen lukkede, og som så mange andre bygninger på de kanter røg den i sommeren 2011 på tvangsauktion.

Artiklen fortsætter under billedet

»Jeg har opgivet at passe ind. Jeg har været et tabu hele mit liv,« siger sheriffen i Dybe Gl. Mejeriby, Lisbeth Hermansen.
»Jeg har opgivet at passe ind. Jeg har været et tabu hele mit liv,« siger sheriffen i Dybe Gl. Mejeriby, Lisbeth Hermansen.
Vis mere

Det var aldrig meningen, at Lisbeth Hermansen skulle eje en kro. Hun har i 40 år levet som kunstner og står blandt andet bag det eksperimenterende Hygum Kunstmuseum, som hun fik indrettet i et gammelt missionshus fra 1880 langt ude på landet nordvest for Lemvig. Men da hendes ven Thomas skulle på tvangsauktion, blev hun opildnet til at komme med et ’latterligt bud’ på Dybe Kro, et bud så lavt, at hun aldrig ville få den.

To dage efter ringede hendes telefon:

»Gæt hvad? Kroen er din. Du har betalt. Nøglen ligger under krukken.«

»Jeg gik fuldstændig i panik. Hvad fanden var det, jeg havde købt? Jeg var taget til København, men skyndte mig tilbage til Vestjylland. Så stod jeg dér på trappen foran kroen. Det hele var forladt. Byen var tom. Det eneste, jeg kunne høre, var køer. Det var virkelig Det Vilde Vesten. Nå. Jamen, så er jeg vel blevet cowboy, tænkte jeg,« siger Lisbeth Hermansen og tager cowboyhatten i lysebrunt ruskind af hovedet for at purre op i det grå pagehår.

»Det kan godt være, at jeg ikke har så lang tid igen, så den sidste tid skal være sjov. Man kan lige så godt give den fuld skrue, mens man er her.«

Kroejer og cowboy

Det var sådan, det gik til, at Lisbeth Hermansen blev kroejer og cowboy på samme dag. På det lokale værtshus i Lemvig fik hun anskaffet sig cowboyhatten, og da den gamle købmandsgård skråt over for kroen et par år senere også røg på tvangsauktion, slog hun til. Ti værelser og et totalt tilgroet vildnis af en grund.

»Når man arealmæssigt ejer mere end halvdelen af byen, synes jeg, det er rimeligt, at man bliver tiltalt sherif,« siger Lisbeth Hermansen, mens hun viser rundt i købmandsgården.

Folk må tænke, hvad de vil. Lisbeth Hermansen elsker at leve sig ind i en rolle og drømme sig væk. »Jeg gider ikke at være som andre gamle damer,« siger hun.
Folk må tænke, hvad de vil. Lisbeth Hermansen elsker at leve sig ind i en rolle og drømme sig væk. »Jeg gider ikke at være som andre gamle damer,« siger hun.
Vis mere

Hun har boet i Vestjylland i 35 år. Nu bor hun i København, men kun om vinteren. Så snart termometeret viser tocifrede varmegrader, kan hun ikke holde tætheden i byen ud, og så flygter hun tilbage til Vestjylland. Denne formiddag er hun netop ankommet fra København i sin lille sølvgrå Peugeot 206, hvor bagsæderne er slået ned, så der er plads til tre stole og en lampe, som hun har fundet i en container på vejen. Lampen skal hænge i en gang et sted, forklarer hun.

»Og her er så sheriffens kontor. Her kan man komme og skrive sig op, hvis man vil være nybygger i byen. Så skal jeg sidde dér,« siger hun og peger på et imaginært skrivebord i et rum, der grænser op til et andet rum fyldt med ragelse, men som senere skal fungere som våbenhus. Så man kan smide sine våben, inden man går ind til sheriffen.

Er Lisbeth Hermansen skør? Mener hun alvorligt, at hun er sherif, og at bevæbnede folk vil komme og skrive sig ind i hendes by som i en westernfilm?

Lille pige i et missionsk Vestjylland

»Folk må sådan set tænke om mig, hvad de vil. Jeg elsker at leve mig ind i en rolle og drømme mig væk. ’Du leger for meget, Lisbeth’ har folk altid sagt til mig. Men det er jeg ligeglad med. Jeg gider ikke at være som andre gamle damer. Man behøver ikke at være så alvorstung døgnets 24 timer,« siger hun.

Når købmandsgården bliver gjort helt beboelig, kan det være, at der skal være bofællesskab. Alle er velkomne. Undtagen kedelige folk.
Når købmandsgården bliver gjort helt beboelig, kan det være, at der skal være bofællesskab. Alle er velkomne. Undtagen kedelige folk.
Vis mere

Lisbeth Hermansen har altid været typen, der leger. Som lille pige i et missionsk Vestjylland var hun nær blevet smidt ud af skolen på grund af ’for megen fantasi’. Lærerne vidste simpelthen ikke, hvad de skulle stille op med barnet, der enten stillede undrende spørgsmål eller sad og kiggede drømmende ud ad vinduet. Hendes forældre, der kom af pligtopfyldende arbejder- og landbrugsfamilier, og som hverken ejede et maleri eller en bog, bakkede op om lærernes bekymring og vidste derefter heller ikke helt, hvad de skulle stille op med hende.

»Jeg opgav bare at passe ind,« siger hun let.

Som 19-årig blev hun mor. Faderen, en afrikansk flygtning, var for længst rejst, da den lille dreng kom til verden, og derefter var det Lisbeth Hermansen, der blev set på som en flygtning i byen. Sådan blev enlige mødre set på dengang, forklarer hun. Uden at spørge om lov flyttede hun sammen med sin søn ind i forsamlingshuset i Nr. Nissum, og her var Johnny Madsen, der også kommer fra de kanter, daglig gæst, fortæller hun. Der blev sagt ’sådan nogle som jer’ om dem. Engang blev hun stoppet på gaden og fik beskeden ’Vi vil hellere se en flygtningelejr her i byen end Johnny og dig’. Lisbeth Hermansen var ligeglad.

Hun havde vænnet sig til, at man ikke forstod hende.

Præst og landmand

I Country Town er byens øvrige beboere, som består af en præst og en landmand, flinke, men de forstår næppe heller helt Lisbeth Hermansen.

Hun har på fornemmelsen, at de helst vil passe sig selv, og allerede ved matrikelskellet står det klart, at hun ikke er ’en af dem’. Hvor græsset på nabogrundene står tæt, grønt og er klippet med millimeterpræcision, gror der på Lisbeth Hermansens grunde ting, som kræver opslag i et botanisk leksikon at identificere.

Sheriffen i Dybe Mejeriby.
Sheriffen i Dybe Mejeriby.
Vis mere

Selv siger hun, at hun altid bliver mistænksom, når hun ser en have uden ukrudt.

»Der er generelt for få, der roder. Der er for meget orden og for meget system. Det gør ikke noget, at der gror lidt ukrudt. Det er liv. Det er kedeligt, når det hele ser skinnende pænt ud. Hvis vi skal udvikle landsbyer, handler det ikke om at lave flere rundkørsler og slå græsplænen og vælte huse. Det handler om fællesskab,« siger hun og sætter efter en del famlen en støvet cd-afspiller til at spille et Michael Bolton-album fra 1989. Hun skruer helt op. Vi er nået over på kroen.

Selv om den kan være svær at få øje på, er der faktisk en plan med Country Town. Det er mere og andet end 60-årige Lisbeth Hermansen, der render rundt med en cowboyhat og en ubrugelig luftpistol og holder danseaften og planlægger kunstudstilling på kroen og lader haven gro.

Sheriffen i Dybe Mejeriby.
Sheriffen i Dybe Mejeriby.
Vis mere

I begynelsen af 1900-tallet var Dybe Gl. Mejeriby en driftig landsby med et andelsmejeri fra 1888, et forsamlingshus fra 1893, en berømt jernsmed og en købmand. Mejeriet lukkede i første halvdel af 1970erne. Købmanden også og senere kroen. I dag er jernsmedens gamle hus et gult sommerhus. Dybe Gl. Mejeriby har i årevis været betragtet som død, men sådan nægter Lisbeth Hermansen at se på den.

»Her kommer ikke et mejeri igen. Der bliver ikke købmand igen. Men det sørger jeg ikke over. Så gør vi bare noget andet – der er uanede muligheder. Jeg synes, det er vigtigt at bevare sjælen, når den her by har en historie med sig. Jeg forstår ikke folk, der køber et hus og begynder med at vælte det hele og optage et stort lån, som de skal slås med resten af livet,« siger hun.

En endestation

Lisbeth Hermansen har ‘aldrig været god til parforhold’, og hun har regnet lidt på det. Laver man et bofællesskab i den gamle købmandsgård, kan man holde huslejen på under 500 kr. pr. person og en god del af tiden leve af varer fra en økologisk landmand i nærheden. Det giver helt nye muligheder, siger hun, og det er ’mere nødvendigt end nogensinde før’, at nogen gør noget andet.

»Jeg tror ikke, jeg kan ændre landsbyudviklingen i Danmark med Country Town. Men vi har brug for at definere landet på en ny måde. Vi er simpelthen nået til en endestation, og det kræver en strukturel ændring.

Alt er blevet centraliseret. Vores tanker, vores fysiske og mentale tilstand er centraliseret,« siger hun.

Meterhøjt græs og ukrudt står op til midt på vinduerne i kroen og spærrer for en del af udsigten over endeløse marker og bagerst en smal stribe af mørkeblåt vesterhav. Om lidt vil majsplanterne på marken vokse sig høje og kræve endnu mere af udsigten. Hun er træt af majs. Eller dét, de symboliserer.

»Vi lever på en utrolig rig og frodig klode, men det hele går op i avl og eksport og ensretning. Hvis vi kunne få blikket op fra pengepungen bare en gang imellem og kigge ud over markerne og dvæle lidt ved solnedgangen. Så tror jeg, at de fleste kan se, at vi skal begynde forfra, hvis vi ikke skal gå til grunde.«

Kroen kom på tvangsauktion. To dage efter ringede Lisbeths  telefon: »Gæt hvad? Kroen er din. Du har betalt. Nøglen ligger under krukken.«
Kroen kom på tvangsauktion. To dage efter ringede Lisbeths telefon: »Gæt hvad? Kroen er din. Du har betalt. Nøglen ligger under krukken.«
Vis mere

Hvad det præcis er, vi skal, vil Lisbeth Hermansen ikke gøre sig til dommer over. Det er ikke hendes opgave, mener hun. Med Country Town har hun skabt et sted, hvor der er plads til at føre alle planer ud i livet. Uanset hvad det er.

For et par år siden holdt hun for første gang ’åbent hus’ og inviterede alle indenfor i Country Town. Til hendes store overraskelse vrimlede det ind med folk. Denne sommer gør hun det igen, og så er man velkommen til at lave ’alt fra at grave et stort hul til at sidde og filosofere på en stol ude på marken’. Når købmandsgården bliver gjort helt beboelig, kan det være, bofællesskabet bliver til virkelighed. Alle er velkomne. Undtagen kedelige folk, understreger hun.

»Det, der opstår mellem mennesker, er fantastisk. Og det har ikke noget med penge at gøre. Vi er nødt til at komme væk fra, at lykke og penge er det samme. Jeg kan godt forstå, at det er ulykkeligt ingen penge at have. Men de er ved gud ikke alt,« siger hun.

Vestjyske Dollars

Selv har Lisbeth Hermansen ikke mange penge. Hun kan ikke leve af sin kunst. Til gengæld er det kunsten, ’hun har været tættest på at dø af’. Hun har solgt en lejlighed og for nylig fået 50.000 kr. i arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Men kan hun drive den kro, hun har støvet af i Country Town? Faktisk tog hun et fire måneder langt kursus i erhvervsøkonomi, da hun overtog kroen. Men hun ’mistede interessen’.

I stedet har hun trykt sine egne pengesedler. Vestjyske Dollars. 15 kunstnere har designet pengesedlerne, og den 9. juli åbner hun en udstilling med Vestjyske Dollars. Her kan man komme og bytte en ’tusse for en tusse’. Tage en dollarseddel fra væggen og hænge en tusindkroneseddel på sømmet i stedet. Den måde at tjene penge på kan Lisbeth Hermansen lettere forholde sig til.

»Jeg er jo nok ikke den, der kan drive en kro. Det kan jeg ikke. Men jeg kan sætte ting i gang,« siger hun.

»Formålet er sådan set uinteressant. Det er processen, der er spændende. Jeg tror, der er alt for mange, der laver ting, som de i bund og grund ikke har lyst til. Kan du ikke se, hvor stor frihed det vil give, hvis man kan bo her og være uafhængig af penge og leve af vores frodige jord? Det kan jeg.«

Sheriffen i Dybe Mejeriby.
Sheriffen i Dybe Mejeriby.
Vis mere