Mobilt bredbånd vinder kraftigt frem, mens tilslutningen til fast bredbånd via adsl-forbindelser stagnerer, viser nye tal.

Det mobile bredbånd vinder kraftigt frem på det danske telemarked. Til gengæld stagnerede udbredelsen af bredbånd via adsl i andet halvår af 2008. Det viser en ny opgørelse fra IT- og Telestyrelsen.

Ifølge tallene rundede mobilt bredbånd en million abonnenter - stort set alle opnået i løbet af det seneste halvandet år. Mere end 700.000 er mobilt bredbånd med tale, mens omkring 300.000 udelukkende er via datakort. Blandt mobilt bredbånd med tale holder TDC en førerposition med godt 43 procent af markedet, mens 3 har 27,4 procent og Sonofon godt 20 procent.

Adsl-udbredelsen var i andet halvår på niveau med første, nemlig godt 1,2 millioner abonnenter. Her er TDC helt dominerende på markedet med knap 66 procent - og mere end 72 procent, hvis man lægger TDC-selskaberne Telmore og Fullrate oven i.

Antallet af mobilabonnementer nærmer sig nu de syv millioner. Markedsandelen for TDC/Telmore holder sig oppe omkring de 40 procent, mens Sonofon og CBB Mobil samlet er en klar nummer to med godt 26 procent af markedet. Telia og Call Me taber lidt og når akkurat over 20 procent i samlet markedsandel, mens 3 sniger sig op på seks procent efter at have hentet omkring 100.000 nye kunder på et år.

Antallet af kunder på fibernetløsninger fra især elselskaberne er i andet halvår nået op på 87.000, mens antallet af bredbåndskunder på kabelmodem holder sig stabilt omkring 540.000.

Der er i andet halvår - for første gang - sket et lille fald i antallet af afsendte sms-beskeder. Nu kom man "kun" op på 6,3 milliarder beskeder - to procent færre end i første halvår, oplyser IT- og Telestyrelsen.



/ritzau/