Et mistænkeligt fund af tøj, sko og overtøj har onsdag udløst en større eftersøgning i København.
Ifølge Københavns Politi blev der slået alarm, efter en anmelder så det efterladte tøj i et øde område nær vandet tæt på Sjællandsbroen.
»Det finder man mistænkeligt, fordi der ikke er nogen mennesker derude,« siger vagtchef Rune Nørgaard til B.T.
Politiet har i flere timer søgt området både til lands og til vands. Eftersøgningen har blandt andet omfattet jernbanespor, kystlinje og vandet ud for området. Også politihunde, droner og øvrige samarbejdspartnere har været sat ind.
Området ligger ved Bådehavnsgade i København Syd, hvor forholdene har gjort arbejdet vanskeligt.
»Der er is derude, og det gør det svært at komme under isen og dykke. Det har givet udfordringer,« forklarer vagtchefen.
Politiet har desuden taget højde for strømforholdene i området, som kan have betydning for, hvor en person eventuelt kan være drevet hen.
På nuværende tidspunkt kan politiet ikke fastslå, om der faktisk er tale om en person i nød.
»Vi kan ikke sige, om der er nogen, men det er mistænkeligt, at det ligger, som det gør. Det er nok til, at der kan have været nogen i vandet, og så gør vi, hvad vi kan for at finde dem,« siger Rune Nørgaard.
Han understreger, at politiet arbejder ud fra flere mulige scenarier.
»Det kan være vinterbadning. Det kan være selvmord. Det kan være mange ting,« siger han og tilføjer, at hypoteserne alene bruges til at afgøre, hvilke tiltag der sættes i gang.
Tirsdag aften er eftersøgningen imidlertid indstillet:
»For nuværende har vi indstillet eftersøgningen og tager bestik af situationen i morgen for at vurdere, om der er andre eftersøgningsmuligheder,« oplyser vagtchefen.

