Han var blandt dem, der hjalp Camilla Pedersen tilbage, da hun selv lå i koma. Nu vil hun gøre det samme for sin nære ven.
Derfor vil ‘mirakel-triatleten’ rejse til det hospital i USA, hvor en dansk cykelrytter ligger i koma. Anders Tes- gaard er kvæstet, bundet til en hospitalsseng og kæmper for sit liv. Camilla Pedersen håber, at hun med sit besøg kan være med til at hjælpe ham tilbage til livet.
»Jeg overvejer meget kraftigt at tage derover. Det er det, jeg har mest lyst til. Jeg ved godt, at jeg ikke kan gøre noget derovre, men hvis jeg kan sidde og snakke med ham, gøre et eller andet, så gør jeg gerne det,« siger Camilla Pedersen.
Den 25. juni blev Anders Tesgaard påkørt af en pickup-truck under det ekstreme cykelløb Race Across America, der foregår på åbne veje. Ved ulykken fik den 41-årige gymnasielærer kraniebrud, en flænge i den ene nyre, 14 brækkede ribben, flere hjernelæsioner og brud på både kindben og kæbe. Ulykken skete klokken 21.09 lokal tid på landevejen US Route 50 ved Doddridge County vest for Washington DC.
Siden da har han ligget i koma på hospitalet i Morgantown, West Virginia, hvor han dog har reageret på lyde og musik ved at bevæge sig ganske lidt. Blandt andet da familien afspillede et lydklip med veninden Camilla Pedersen, der opfordrede ham til at kæmpe for livet.
For knap to år siden lå Camilla Pedersen, der er professionel triatlet, selv i koma efter et alvorligt cykelstyrt. På mirakuløs vis kæmpede hun sig tilbage på toppen og vandt sidste sommer VM i langdistancetriatlon. En bedrift hun fik hædersprisen ‘BTs Guld’ for. Hun fortalte senere, at det var en stor hjælp at de besøgende talte til hende, mens hun lå i koma.
Camilla Pedersen kender Anders Tesgaard fra hjembyen Esbjerg, hvor de er nære venner og taler sammen stort set hver dag. Triatleten havde endda sponseret de cykelhjul, der skulle bære ham de 4.800 kilometer tværs over USA.
Koma-ulykken har ramt hele familien hårdt. Blandt andet Camilla Pedersens storebror, der var en del af hjælpeholdet i USA.
»Det kommer tæt på. Alle dem, der var med på hans team, kender jeg godt. Det er pludselig igen kommet tæt ind på livet hos mange og har revet gamle sår op.«
Vil donere præmiepenge
Lørdag trodsede Camilla Pedersen tårerne og sorgen, da hun vandt VM-sølv i langdistancetriatlon. Nu puster hun ud efter en hård periode, inden hun retter blikket mod jernmændenes VM på Hawaii til oktober.
»Det passer aldrig godt at tage af sted, men der er bare ting her i livet, der er vigtigere. Man skal ikke kun tænke på sig selv. Det ville betyde mere for mig at tage over til Anders end bare at træne herhjemme,« siger Camilla Pedersen.
En fælles ven, der i sin tid også hjalp med økonomisk støtte til Camilla Pedersen, har iværksat en indsamling til Anders Tesgaard, fortæller hun. Onsdag var der indsamlet 13.000 kr. Fra blandt andet venner og sponsorer, står der på facebook-gruppen ‘Tes- gaard Samt Team’.
En indsamling, Camilla Pedersen vil støtte med sine præmiepenge, hvis hun stiller op til løb i den nærmeste fremtid. Der er blandt andet en halv jernmand i Norge, hvor hun er blandt favoritterne.