Folketingets formand Ivar Hansen døde i en venindes lejlighed i København.

  • Karen Marie sagde farvel på Riget
  • Den jævne mand
  • Pia fortryder ikke barske ord om Ivar
    Udtalelser efter Ivar Hansens død:
  • VIDEO: Anders Fogh Rasmussen (V)
  • VIDEO: Kaj Ikast (K)
  • VIDEO: Svend Auken (S)
  • VIDEO: Margrethe Auken (SF)

    Veninden var fødevareminister Mariann Fischer Boel. En ambulance blev tilkaldt til Mariann Fischer Boels Københavner-lejlighed i Dronningens Tværgade 59, 3. sal tv., kl. 00.46 natten til i går.

    Dødsårsagen blev i første omgang vurderet til at være lungeemboli, blodprop i lungen. Mariann Fischer Boel, 59, oplyste sent i aftes, at Ivar Hansen var død i hendes lejlighed.

    Det skete, efter at B.T. havde forsøgt at få en forklaring på, hvorfor Ivar Hansen blev fundet død i hendes lejlighed. Da ministeriet efter flere timer reagerede, skete det ved at udsende en pressemeddelelse med følgende ordlyd:

    »I anledning af Folketingets formand Ivar Hansens død udtaler fødevareminister Mariann Fischer Boel: »Jeg har fået mange henvendelser fra pressen vedrørende omstændighederne i forbindelse med Ivar Hansens død. Jeg kan oplyse, at Ivar Hansen døde i min lejlighed sent i aftes. Da Ivar Hansen blev meget dårlig, tilkaldte jeg omgående en ambulance.

    Ivar Hansen og jeg havde et nært og venskabeligt forhold. Jeg har ønsket at tale med Ivar Hansens hustru om det skete inden udsendelsen af denne pressemeddelelse.««

    Mariann Fischer Boel ønskede i aftes ikke at uddybe pressemeddelelsen nærmere. Hun ville ikke sige, hvorfor Ivar Hansen befandt sig i hendes lejlighed, eller uddybe hvornår hun kontaktede Ivar Hansens enke.

    Fødevareministeren sagde efter alt at dømme intet til sin gruppeformand Christian Mejdahl heller ikke gav besked til sin partiformand Anders Fogh Rasmussen om det passerede.

    Hun var til gruppemøde ved middagstid uden at sige noget om det til Christian Mejdahl. »Jeg har intet hørt om det. Folketingets direktør har blot oplyst til mig, at Ivar Hansen døde i København ved 01.00-tiden,« sagde Christian Mejdahl i går eftermiddags.

    Statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde, at han ikke var bekendt med de nærmere omstændigheder omkring Ivar Hansens død. Kun at han var død i nattens løb.

    For at gøre mystikken total, bredte der sig i løbet af eftermiddagen et rygte på Christiansborg om, at Ivar Hansen var blevet fundet død på gaden i Dronningens Tværgade af to politifolk, der først opdagede, hvem det var, da de så hans identitetskort, som han havde på sig. Hvilket altså var forkert, men gaden var dog den rigtige.

    Ivar Hansen, der blev 64, har i flere år haft hjerteproblemer, og han gennemgik for fire år siden en bypass-operation. De fleste oplevede ham dog i den senere tid som fulstændig frisk og ikke plaget af nogen sygdomsproblemer. Derimod er der ingen tvivl om, at kritikken af hans udførelse af jobbbet som Folketingets formand på det seneste gik ham på.