Den danske SS-officer Christian Frederik von Schalburg var en sammensat mand, som stadig kan dele vandene
Se på ham. Kig ind i det iskolde blik, ind i ondskabens øjne. På en af besættelsestidens mest foragtede mænd, hvis navn – Christian Frederik von Schalburg – var og er synonymt med nazismens ondskab og efter hvem det forhadte Schalburgkorps blev opkaldt.
I vores store artikelserie om Frikorps Danmark har du de seneste dage kunnet læse om menig Magnus Møller, som kæmpede på østfronten under den danske SS-officer Schalburg, som den dengang 21-årige frikorps-kæmper beundrede og så op til.
I denne PLUS-longread kan du læse meget mere om den danske SS-officer Christian Frederik von Schalburg. Køb abonnement og få adgang til hele artiklen samt de resterende i serien om de danskere, der kæmpede på tysk side under Anden Verdenskrig.
Se på ham. Kig ind i det iskolde blik, ind i ondskabens øjne. På en af besættelsestidens mest foragtede mænd, hvis navn – Christian Frederik von Schalburg – var og er synonymt med nazismens ondskab og efter hvem det forhadte Schalburgkorps blev opkaldt.
I vores store artikelserie om Frikorps Danmark har du de seneste dage kunnet læse om menig Magnus Møller, som kæmpede på østfronten under den danske SS-officer Schalburg, som den dengang 21-årige frikorps-kæmper beundrede og så op til.
Nazisten og anti-semitten Schalburg var nemlig en modsætningsfyldt skikkelse, der ikke sådan lige lader sig rubricere. På den ene side var han med god grund forhadt og foragtet, på den anden beundret og respekteret af undersåtter som Magnus Møller, men også af såvel Kongehuset som den danske adel. Samt af sine ’fjender’.
I sidstnævnte kategori finder man eksempelvis en af hans gamle elever fra korporalskolen i Viborg, der senere blev modstandsmand og oberst i den danske hær, Bjørn A. Scheibye.
»Vi nærmest ’elskede’ den mand,« fremgår det af bogen ’Schalburg – en patriotisk landsforræder’, hvor også nedkastningschef Jens Toldstrup fremhæves som en af de utallige, der burde hade ham, men respekterede ham 100 procent.
»Alle tiders pragtfulde soldat og kammerat,« har Toldstrup bl.a. udtalt og udtrykt sin lettelse over, at Schalburg faldt på østfronten:
»Det er jeg glad for, selvom det kan lyde barsk, for jeg ved ikke, hvordan jeg ville have taget det, hvis Schalburg var blevet henrettet (som landsforræder i Danmark, red.).«
Det er netop ’fjendernes’ lovord, der gør, at Schalburg er et stort paradoks, mener forfatteren til ovennævnte bog, historiker Mikkel Kirkebæk.
»Der var faktisk mange gamle ledende modstandsfolk, der var rigtig glade for ham og kalder ham for et fantastisk menneske. På mange måder var de jo skåret over den samme læst. Begge parter foragtede dem, der stiltiende bare accepterede besættelsen og valgte ikke at gøre noget. At man troede på noget, kæmpede for det og risikerede livet, det respekterede de. Selvom de ideologisk lå langt fra hinanden,« siger Mikkel Kirkebæk.
Svor hævn
For at forstå, hvordan Christian Frederik von Schalburg blev den mand, hvis navn uløseligt er forbundet med ondskaben, er man helt bogstaveligt nødt til at skrue tiden tilbage til den dag, han blev født.
Han kom til verden i Rusland en forårsdag i 1906. Med en dansk far og en russisk mor. Christian Frederik von Schalburgs far August Theodor havde som mange andre på den tid søgt lykken i det store land mod øst og landede i det sydligste Sibirien, tæt på grænsen til Mongoliet, Kina og den russiske stat Kasakhstan.
Ikke kun forretningen gik strålende. August Theodor Schalburg landede sig også noget af en fangst, da han blev forelsket i Helena. Hvor Schalburg selv tilhørte landadelen, tilhørte Helena de Starizki von Simianowskaja ’Huset Rurik’, en gren af en russisk adelsslægt, hvis aner kunne føres tilbage til Ruslands første zar Ivan IV – også kendt som Ivan den grusomme. Og dermed blev den lille Christian født ind i en indflydelsesrig og velhavende familie, hvilket afspejlede sig i hans dåb: Her stod selveste storfyrstinde Olga opført som hans gudmor.
Familien flyttede nordpå til den by 25 km udenfor Sankt Petersborg, der blev kaldt Tsarens by. Her voksede drengen trygt og lykkeligt op og blev – som var normalt i de kredse – sendt i en skole, der klargjorde eleverne til kadetskolen.
Men uddannelsen blev abrupt afbrudt af virkeligheden. Første Verdenskrig brød ud i 1914, og i kølvandet kom den russiske revolution, der af historikere betegnes som en af de mest skelsættende begivenheder i det 20. århundrede. Det var også en af de begivenheder, der satte de dybeste spor i den lille dreng og førte til et intenst had mod både kommunister og jøder, to grupper han skar over en kam.
Fra et liv i overdådig rigdom var familien pludselig tvunget til at søge skjul i uhumske kældre og skifte blinis og kaviar ud med muggent brød og rådne kartofler, for til sidst at redde livet ved at flygte til Danmark.
Dét nederlag stod mejslet ind i Christian Frederik von Schalburgs krop og sjæl og kom til at forme hele hans livsbane. Og han svor, at han ville hævne sig.
»Det var min pligt at hævne slægten og det land, som havde betydet så meget for os. Efter en grundig militæruddannelse ville jeg derfor kæmpe mod bolsjevikkerne i en hvid hær eller i et andet lands hær, der ønskede at bekæmpe Sovjet,« som Schalburg selv formulerede det.
Militærkarrieren indledte han i 1925 som menig i Livgarden. Ikke en ubetinget succes. Trods sit stålsatte mål om hævn var Schalburg den dårligste elev på hele årgangen, og det var med hiv og sving, at han kom videre til officersskolen, som han i 1929 dimitterede fra.
Nært forhold til kongefamilien
Det var i øvrigt dér, han mødte sin kommende hustru, den fire år yngre Helga Frederikke Freiin von Bülow, som ligeledes var af fin adelig familie og gerne luftede sin baronessetitel. En detalje, der ifølge sønnen Alexander passede den unge Christian Frederik von Schalburg glimrende:
»Han var jo det, man på godt gammeldags dansk kalder en forfærdelig snob, det var han. Adel var vigtigt, folks titler og sådan nogle ting, det styrtede han meget rundt i.«
Ligesom Schalburg bevarede sin troskab overfor det ikke længere eksisterende russiske kejserhus, aflagde han i sit sind også en troskabsed overfor det danske kongehus. Og i kraft af både sin egen og hustruens status var forholdet til de kongelige så nært og venskabeligt, at medlemmerne af kongefamilien kaldte ham Kis, et kælenavn, kun de nærmeste benyttede. Da Schalburg efter officersskolen blev kompagnichef i Den Kongelige Livgarde, blev båndene kun endnu tættere knyttet.
I vinteren 1939 blev det endelig hævnens time for Christian Frederik von Schalburg. Stalin gik til angreb på Finland, og straks ansøgte han om at træde i fremmed krigstjeneste og bekæmpe sin fjende på finnernes side. En beslutning, såvel venner som kongehuset beundrede og respekterede.
Schalburg var en helt, og kong Christian X sendte et takketelegram til ham i Finland. At han et år tidligere havde meldt sig ind i DNSAP – Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, som havde stærk tilknytning til Hitler og nazismen – og var blevet leder af nationalsocialistisk ungdom og en af landets fø- rende nazister, anså ingen af dem som en karakterbrist.
Men den 9. april 1940 blev den dag, hvor omverdenens beundring og respekt blev vendt til had. Den dag Danmark blev besat.
Schalburg var blevet i Finland efter fredsaftalen i det håb, at krigen ville blive genoptaget. Så det var dér, mere end 1.000 km fra Danmark, at han fik meldingen: Hans andet fædreland havde overgivet sig uden kamp. Ifølge hans menige brød han hulkende sammen, og som en af dem har fortalt, lignede han en mand, ’der lige har mistet sin mor’.
Igen følte han sig forrådt. Denne gang af regeringen og folket, og i Schalburgs optik viste overgivelsen med al tydelighed, at demokratiet havde spillet fallit.
»Ingen, det være sig tysker, englænder eller sovjet-jøder, skal besætte Danmark,« skrev han i sine optegnelser.
Landsforræder
Hadet og hævntogtet udspillede sig nu på en langt større palet, og ifølge historiker Mikkel Kirkebæk skete der med besættelsen en radikalisering af ham, som kun forstærkedes af, at alle vendte ham ryggen, da han i sommeren 1940 vendte hjem til Danmark. Fra at have været elsket og beundret, blev han nu behandlet som en paria af alt og alle.
»Som menneske var han fanastisk, vedholdende og loyal overfor det, han troede på. Han var fuldstændig kompromisløs i sin tro og ikke bange for at dø,« siger Mikkel Kirkebæk, som ser en direkte tråd mellem hans altopædende vrede og hans vej ind i besættelsesmagtens elitekorps Waffen-SS og siden Frikorps Danmark.
»Efter 9. april var fjenden ikke tyskerne, men det system, der havde ladet det her ske. Og forenet med den anti-kommunistiske kamp, som er hans drivkraft, søger han ind i Waffen-SS. Det var ikke noget tilfælde, at han blev nazist, for han var antidemokrat, antisemit o.s.v. Men det blev alt sammen skabt i barndommen i Rusland. Det var dér, benzinen blev hældt på det, der blev hans motor resten af livet. Så på den ene side var han utrolig national samtidig med, at han var landsforræder. Det er et paradoks. Men for Schalburg gav det mening,« siger Kirkebæk.
Christian Frederik von Schalburg faldt 2. juni 1942 og fik den død, han ønskede sig. I kamp mod russerne og den røde hær. Han blev 36 år.
Læs også: Minder fra Østfronten: Schalburgs elite-ordonnans fra Vejle
