"Da vi i morges sejlede ind i Thyborøn, stod Oles kone og ventede på kajen. Hendes mand var død. Vi gav hende alle et knus. Hvad kunne vi sige til hende? Det var forfærdeligt." Redningsmatros Eigil Brøllings øjne er blanke. Nattens heroiske og skæbnesvangre redningsaktion i Nordsøen kører som en film for hans indre øje.
Han ser for sig de 15 meter høje bølger. Det kulsorte og truende hav. De hundredvis af tunge planker fra den nødstedte coaster, som hamrede rundt i bølgerne og hvert øjeblik kunne ramme ham i baghovedet.Og han glemmer aldrig de 45 minutter, hvor han kæmpede en fortvivlet kamp for at få liv i sin kammerat og kollega, Ole Stie Olesen.
Men hverken kunstigt åndedræt, hjertemassage eller en adrenalin-indsprøjtning kunne redde den 56-årige familiefar fra Thyborøn.
En kombination af, at han havde slugt for meget vand, ekstrem udmattelse og nedkøling var mere, end hans hjerte kunne klare.
"Jeg kan ikke sige, hvad man tænker i sådan en situation. Man handler bare ud fra de ting, man har lært.
Først bag efter begyndte jeg at ryste over hele kroppen," fortæller Eigil Brølling.
Han var selv døden nær under aktionen for at redde de syv søfolk fra den nødstedte tyske coaster "Faros", som mandag kom i havsnød 40 sømil vest for Hvide Sande.
I over en time lå Eigil Brølling i nattemørket i det piskende, frådende hav og ventede på at blive reddet.
I alt syv mand, heraf tre redningsfolk, blev slynget ned i dybet, da deres lille redningsbåd - et såkaldt "mand-over-bord-fartøj" - vippede rundt under et mislykket forsøg på at få båden hejst op på siden af Vestkysten.
Tvunget
Kaptajn Ole Grønkjær var tvunget til at gøre forsøget.
"Vi vidste, at det var yderst risikabelt at få redningsbåden hejst op. Men vi havde ikke andre muligheder i de fuldstændigt ekstreme forhold. Helikopteren kunne ikke klare opgaven," forklarer han.
Mens Eigil Brølling blev kastet rundt i bølgerne i sin overlevelsesdragt, kunne han ane lyden af den snurrende rotor og se lyset fra strålekasteren.
Igen og igen forsøgte helikopteren forgæves at få firet en mand ned for at hive folkene op fra søen.
"Vi kæmpede alle for livet. Vi blev kastet rundt i bølgerne, og selv om man har overlevelsesdragt på, bliver man hele tiden trukket rundt og får hovedet under vand," fortæller han.
Først efter en time - en "evighed", siger han selv - blev Eigil Brølling reddet ombord på Vestkysten.
Han vidste på det tidspunkt, at kollegaen Ole Stie Olesen stadig var derude i mørket.
Fra broen forsøgte kaptajn Ole Grønkjær at lokalisere ham.
"Pludselig fik helikopteren en krog i ham, men de tabte ham igen, og han røg ned i havet.
På mirakuløs vis lykkes det os at komme så tæt på, at vi kunne trække ham inden borde, men på det tidspunkt havde han mistet bevidstheden," forklarer kaptajnen.
Formidabel indsats
Der er ingen tvivl om, at besætningen ombord på Vestkysten ydede en formidabel indsats. Med kaptajnens ord udviste alle "stort mod, udholdenhed og dygtighed".
Ole Stie Olesen var fartøjets mest erfarne mand, snart ville han kunne fejre 40 års jubilæum i redningstjenesten.
Han tøvede ikke, da det blev afgjort, hvem af besætningsmedlemmerne, som skulle udføre den farefulde opgave at gå ud efter søfolkene i den lille "mand-over-bord-båd".
Han efterlader sig hustru, to sønner og et barnebarn. På lørdag, når han begraves på Thyborøn Kirkegård, vil hele besætningen fra "Vestkysten" være til stede.
De ni redningsfolk modtog i går psykatrisk krisehjælp. Men der er nok ingen tvivl om, at det især er ved støtte fra hinanden, de skal forsøge at overvinde chokket og sorgen over at have mistet en kammerat.
"Vi arbejder videre på skibet. Vi er stadig på vagt, og vi hjælper hinanden ved stille at tale om tingene," forklarede kaptajen Ole Grønkjær, som i går samlede besætningen omkring sig på det store redningsfartøj, der lå til kaj i Thyborøn.
Flere steder i byen vajede flagene på halv. Stormen var løjet af, men hele dagen silede trøstesløs regn ned over det lille fiskersamfund.
