Mikkel Raahede har altid gerne villet være far, men som homoseksuel så han det ikke som en mulighed. Mødet med kærligheden og en kvinde, der var klar til at bære hans børn, ændrede alt. I dag er han far til fem

Det var to nervøse fædre, der vendte hjem til Danmark med tvillingedøtrene Lux og Björk. Spørgsmålene svirrede: Kan børnene blive udvist? Kan vi som forældre komme i fængsel?

Mikkel Raahede og hans mand Kjartan Langvad brød den danske lovgivning for at blive forældre sammen.

»Siden teenageårene har jeg begrædt ikke at skulle være far,« fortæller Mikkel Raahede, grundlægger af og formand for foreningen DARE, der kæmper for ligestilling af alle familieformer.

Som homoseksuel mand opgav han tidligt drømmen om at blive far. Men livet er finurligt og former sig ikke altid, som man forestiller sig, når man er ung.

Droppede drømme kan genopstå, når kærligheden rammer. I dag er Mikkel Raahede far til fem. To af børnene har hans mand Kjartan Langvad med sin tidligere hustru. Børnene var seks og 11 år, da de to mænd forelskede sig. De tre yngste har Mikkel og Kjartan fået sammen med hjælp fra en ægdonor og to kvinder, der lagde krop til graviditeterne.

Det var svært at skulle dele bonusbørnene med deres mor. Svært at måtte undvære dem flere dage ad gangen. Og samtidig var samarbejdet med moderen ikke altid lige nemt – som den slags jo ofte ikke er.

»Ligesom min mand har fået lov til at se sig selv afspejlet i sine børn, ville jeg også gerne have den oplevelse. Og, ja – det er egoistisk. Men det er ens for alle, der får børn,« siger Mikkel Raahede.

Det naturlige næste skridt for parret var at få børn sammen. Men som bekendt kræver det – stadig – et æg fra en kvinde og en sædcelle fra en mand at skabe et barn. Sædcellerne havde de. Ægget og en bærer manglede de.

»Vi ville gerne være en kernefamilie.«

De diskuterede mulighederne og endte med at beslutte sig for at finde en ægdonor og en surrogat. En surrogat er en kvinde, der bærer et barn for en anden familie – ofte kaldet en rugemor, en »uværdig og unødvendig titel«, som giver Mikkel Raahede røde knopper, for kvinden, der bærer barnet for en anden familie, er »hverken en rugemaskine eller har rettigheder som mor«.

8,2 procent af børn født herhjemme i 2015 var ifølge Sundhedsdatastyrelsen undfanget ved hjælp af fertilitetsbehandling.Fertilitetsbehandling er en indbringende millionindustri. Men herhjemme ender kun hver syvende påbegyndte fertilitetsbehandling med en graviditet, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Nogle opgiver drømmen. Andre søger mod udlandet, hvor lovgivningen ikke er helt så stram som i Danmark, og andre muligheder derfor er åbne. Ifølge Socialministeriet er der f.eks. en stigning i antallet af internationale surrogataftaler, hvor en kvinde bærer en anden families barn.

BT sætter i en artikelserie fokus på nogle af menneskene bag disse tal.

Mikkel Raahede og hans mand Kjartan Langvad er en af de familier, der fik hjælp i udlandet til at få opfyldt drømmen om at få børn sammen.

Sidste løsning

Det er en misforståelse, at det typisk er homoseksuelle mænd, der bruger en surrogat til at opnå drømmen om at blive forældre. Af de personer, Mikkel Raahede kommer i kontakt med bl.a. som formand for DARE, er kun 25 procent homoseksuelle par – det store flertal er heteroseksuelle par.

»Surrogasi er jo den sidste løsning. Der er ingen, som kommer nemt til den beslutning. Alle vil gerne andet først – heteropar kæmper jo i fertilitetsbehandlinger for at blive gravide og bære barnet selv. Man vil gerne være så tæt på som muligt. Derfor er det også svært for mange af de danske kommende forældre, at en kvinde i Kiev, som ikke engang taler engelsk, bærer deres barn.«

Ifølge dansk lov er det kun lovligt at bruge surrogat, hvis der ikke bliver udvekslet penge mellem parterne. Kvinden, der tilbyder at bære barnet, skal være søster til kvinden i den intenderede familie – og hvis ikke hun har en søster, så en nær veninde. Det gør det umuligt for par som Mikkel Raahede og Kjartan Langvad at finde en bærer i Danmark.

Mikkel Raahede og Kjartan Langvad har fået tre børn med hjælp fra en ægdonor og en surrogat. De to ældste – Björk og Lux – er tvillinger på 10 år, den yngste, Selma, er fem år.
Mikkel Raahede og Kjartan Langvad har fået tre børn med hjælp fra en ægdonor og en surrogat. De to ældste – Björk og Lux – er tvillinger på 10 år, den yngste, Selma, er fem år. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Vi kom i kontakt med en kvinde i England, som gerne ville bære et barn for os. Men vi turde ikke, fordi det var altruistisk (uden kontrakt og penge, red.),« fortæller Mikkel Raahede.

Problemerne med surrogasi uden en kontrakt, der binder parterne, er mange, forklarer Mikkel Raahede. For det første er der ingen, der tester kvinden – ingen undersøger f.eks., om hun mentalt er klar til at bære en anden families barn, for så at give det fra sig ved fødslen.

»Ikke alle kvinder, der vil, kan.«

Et andet problem er, at der ikke er nogen sikkerhed for hverken de kommende forældre eller kvinden, der bærer barnet. I Danmark bliver kvinden, der føder barnet, automatisk betragtet som moderen, hvilket gør det lettere for hende at beholde barnet efter fødslen – at nægte at overgive det – også selv om barnet er skabt med en anden kvindes æg. For ifølge staten er hun moderen. Omvendt er der heller ikke noget til hinder for, at de forventede forældre kan nægte at tage barnet efter fødslen.

Den vildeste beslutning

Havde det været muligt, ville Mikkel Raahede allerhelst selv have båret sine børn:

»Det er rigtigt, at jeg ikke kan føde. Jeg kan heller ikke amme – jeg ville gerne begge dele, hvis jeg kunne. Men det er ikke det samme som, at jeg ikke kan tage mig af et nyfødt barn, at jeg ikke kan sørge for, at det får den næring, det skal have, de stimuli, det skal have, og udvikler sig til at blive et trygt, kærligt, nysgerrigt og elsket barn.«

Men heldigvis er det ikke biologiens begrænsninger, der afgør, hvorvidt man bliver gode forældre. Og heller ikke biologien, der former kærligheden til barnet eller skaber den familiære samhørighed.

Mikkel Raahede og Kjartan Langvad besluttede sig for at finde en surrogat i USA, hvor det foregår på en måde, som de kunne stå inde for, med omfattende screeningsprocesser. Her er der bl.a. krav om, at kvinden har født før, stadig bor sammen med barnet, kommer fra socialt stabile forhold, er økonomisk stabil og ikke afhængig af den kompensation, hun vil få, fortæller Mikkel Raahede.

Skæbnen ville, at parret netop på det tidspunkt skulle flytte til Boston i USA for at bo og arbejde i nogle år.

Her tog de til et møde på et bureau, der arrangerer surrogat-aftaler. Mødet varede i fire timer.

»Jeg var fysisk svimmel, da vi gik derfra. Det var jo den vildeste beslutning, fordi den bliver forbundet med så meget skam – må jeg det her? Danmark siger jo, at jeg gør noget ulovligt nu, og jeg vil jo bare gerne være forælder.«

Angstprovokerende

Det tog mange måneder, aftaler med forskellige potentielle bærere og ægdonorer, der af forskellige årsager faldt igennem, før der endelig var et barn i vente for det danske par. Ja, faktisk viste det sig, at Mikkel Raahede og Kjartan Langvad ventede tvillinger.

»Det var da mega stort. Det var helt fantastisk. Men jeg kan også huske, at jeg ikke kunne vente med at komme hen på den anden side af uge 12. Og selv da er du jo ikke sikret. Så kom vi hen til uge 24, hvor man ved, at de kan overleve at blive født, men det var stadig ni meget angstprovokerende måneder,« siger Mikkel Raahede, der selv nåede at blive ’fantomgravid’ med hormonelle forandringer, der fik huden til at blomstre og humøret til at svinge.

Parret havde tæt kontakt med bæreren af tvillingerne, der boede fem-seks timers bilkørsel fra dem. De besøgte hende flere gange, ligesom hun besøgte dem. Samtidig ringede hun, hver gang hun var på vej til læge eller havde særlige oplevelser med graviditeten, så de kommende forældre på den måde var med.

Mikkel Raahede hjælper Selma i tøjet, mens den ene af tvillingerne gør sig klar i baggrunden.
Mikkel Raahede hjælper Selma i tøjet, mens den ene af tvillingerne gør sig klar i baggrunden.
Vis mere

Hvordan var det så at få tvillingerne i armene?

»Det var jo det største. Meget surrealistisk,« siger Mikkel Raahede og får tårer i øjnene ved mindet om den dag, tvillingerne blev født med kun seks minutter imellem.

»Jeg var slet ikke færdig med at kigge på den første: ’hvad i alverden er du for et væsen?’. Og så sagde de: ’Mikkel, der er brug for dig her’. Og så kom nummer to ud. Kjartan klippede navlestrengen på den første, og jeg klippede navlestrengen på den anden. Vores store datter, som på det tidspunkt var 15, var også med til fødslen. Jeg tudede og tudede og tudede.«

I dag har de stadig kontakt med bæreren. De skriver og sender billeder og besøgte hende sidst, de var i USA. Og planen var oprindeligt at lade samme kvinde bære datteren Selma, der er et af de befrugtede æg, der blev lagt i fryseren til senere brug, da tvillingerne blev undfanget. Men kvinden blev gravid med eget barn, så Mikkel Raahede og Kjartan Langvad måtte finde en anden.

Familiesammenført

»Vores døtre er født i USA. Da vi kom hjem, vidste vi jo ikke engang, at vi skulle familiesammenføres. Så vi begyndte faktisk med at bryde lovgivningen – de måtte kun være her i 90 dage, og de blev faktisk udvist,« fortæller Mikkel Raa-hede.

De opdagede misforståelsen – eller det manglende kendskab til loven – da de ville skrive tvillingerne op i en børnehave.

»De er ikke i vores system,« lød beskeden til de overraskede forældre. Tvillingerne blev udvist. Hvilket det dog lykkedes Mikkel Raahede og Kjartan Langvad at få omstødt. Mikkel Raa-hede, der er den biologiske far til pigerne, er blevet familiesammenført med sine døtre – en proces, der med bunker af papir, rigide regler og korte åbningstider med timelange køer på Udlændingestyrelsens kontor kan teste enhvers tålmodighed.

For juridisk at blive accepteret som far har Kjartan Langvad måttet stedbarnsadoptere pigerne – eller det vil sige, ansøgningen om at adoptere Selma er halvandet år efter modtagelsen endnu ikke blevet færdigbehandlet.

Tvillingerne har i dag dansk statsborgerskab. Selmas ansøgning forventer Mikkel Raahede bliver behandlet færdig, så hun bliver dansk statsborger, inden året er omme.

Selvom loven ikke er indrettet til familier med to fædre og ingen mor, er det for Lux, Björk og Selma helt normalt, at deres forældre er to mænd og ikke en mand og en kvinde – at have en far og en dad, men ingen mor – for sådan har det altid været for dem.

’I har ikke en mor’

Mikkel og Kjartan taler åbent med børnene om deres oprindelseshistorie.

»De har altid fået at vide: ’I har ikke en mor. Der er en kvinde, der har født jer, og det er hende her. Men hun er ikke jeres mor’,« fortæller far Raahede.

For omgivelserne – vennernes forældre og enkelte lærere – kan det dog være svært at forstå. Og indimellem må pigerne lægge øre til kommentarer, der kan ende med at ødelægge mere for dem, end de vil gavne.

»Hver gang mine døtre bliver spurgt: ’Er det ikke mærkeligt ikke at have en mor’, er deres reaktion ’øh, nej’. Men på et eller andet tidspunkt vil de begynde at overveje, om de burde skamme sig over det,« siger den frustrerede far og opfordrer nysgerrige voksne til i stedet at stille den slags spørgsmål til børnenes forældre.

Der er gang i hjemmet fra morgenstunden, når tre børn skal være klar til skole og børnehave. Foto: Nils Meilvang
Der er gang i hjemmet fra morgenstunden, når tre børn skal være klar til skole og børnehave. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Jeg definerer mig selv klart som far og definerer klart Kjartan som far. Det er svært for mange: ’Men hvem er den rigtige far?’ – Det er vi begge to. Jeg er det biologiske ophav, men vi er begge to den rigtige far. Måske skulle man snakke mere om ’forældre’ og lidt mindre om ’mor’ og ’far’.«

På spørgsmålet om, hvorvidt han og Kjartan Langvad skal have flere børn, falder Mikkel Raa-hedes svar prompte:

»Nej,« fulgt af et tøvende, »men det kunne være dejligt.«