For nylig fik jeg en uforbeholden undskyldning.

Sådan ud af det blå. Tre til fire år efter jeg sidst havde haft kontakt med afsenderen – en tidligere bekendt.

Forhistorien er, at vi havde mødtes et par gange tidligere, vi var venner på Facebook, var tit på den samme tråd, men vi var ikke venner – ude i virkeligheden.

Det var netop på Facebook, at handlingen, der senere krævede en undskyldning, foregik. På et tidspunkt faldt jeg tilfældigvis over en Facebooktråd, som tilsyneladende handlede om mig.

Det, der blev skrevet, var ikke pænt. Jeg blev kaldt både ’narcissist’ og ’psykisk syg’ (en i øvrigt tilbagevendende oplevelse) af mennesker, jeg dårligt kendte.

Som voksen har jeg besluttet mig for, at jeg er elskelig. Punktum.

Det faktum gider jeg ikke diskutere med andre. Så jeg blokerede bare kvinderne, deriblandt min tidligere bekendt, på tråden.

Et øjeblik var jeg fascineret over, at jeg kunne provokere andre så meget, at de tilsyneladende blev den grimmeste udgave af sig selv. Men derudover tænkte jeg ikke nærmere over dét.

Ikke før jeg ud af det blå fik den fineste sms.

Det var en uforbeholden undskyldning fra min bekendt og en forklaring om, at hun havde været et svært sted i livet, og at det ’slet ikke handlede om mig’.

Jeg modtog undskyldningen. Sådan lidt paf.

For oplevelsen har ca. intet fyldt i min ende, men jeg jo kan regne ud, at det må have ædt meget i den anden ende. Når hun efter tre-fire år skriver så fin en sms.

Beskeden handlede nok mest om afsenderens eget behov for at blive hel. Men jeg kipper med hatten i fuldstændig genkendelse.

1. januar i år brændte jeg sammen i sorg over en mand, som ikke ville have mig.

I et øjebliks afmagt, manglende søvn og jalousi, kvajede jeg mig så voldsomt, at det stadig fylder i mig hver dag – skammen, skylden og flovheden.

Mit livs nulpunkt var, da jeg blandede et fremmed menneske ind i mit eget drama.

Jeg sendte en meget ondskabsfuld sms til manden bag min sorg. Sms’en handlede om den (i øvrigt skønne og totalt uvidende kvinde), som han nu datede.

Bagefter screendumpede han beskeden og sendte den til hende. Vel for at cementere min sindssyge ...

(Det er i øvrigt første og eneste gang i mit liv, at jeg har sendt en ondskabsfuld sms. Sidst jeg var jaloux, var jeg 16 år.)

Jeg undskyldte med det samme Over for modtageren, som ikke urimeligt blokerede mig efter at have bedt mig håndtere mit drama uden om hende. Lagde mig fladt ned. Men jeg har lige siden arbejdet på at tilgive mig selv.

Jeg forklarer for mig selv, at et andet menneske havde stjålet min virkelighed meget længe, og at det faktum, at jeg ubevidst havde tilladt det, havde fået mig helt ud i tovene.

Måske fylder det meget mere i min lejr end hos hende, som jeg skrev grimt om.

Måske er vi dårlige til at tilgive, når det er os selv, vi skal vise storsind overfor?

Min undskyldning – altså den jeg fik – er i hvert fald modtaget. Så til min tidligere bekendt kan jeg kun sige: ’Sæt dig selv fri’.

Selv skal jeg bare lige skamme mig lidt mere over, da jeg kvajede mig ...

Andre læser også