En af de ting, der i 2025 fyldte rigtig meget i Danmark var den amerikanske præsident, Donald Trumps, ønske om at overtage Grønland. 

Og ønsket blev yderligere stadfæstet, da sønnen Donald Trump Jr. i begyndelsen af året vedlagde landet et besøg. 

Et visit, der ikke gik ubemærket hen. 

»Under normale omstændigheder ville det aldrig være et problem eller blive tænkt som en provokation, at amerikanerne lander i Nuuk og besøger Grønland, men det her er ikke normale omstændigheder, det handler ikke om turisme, det handler om noget andet, desværre. Nemlig et amerikansk ønske om at overtage Grønland,« lød det fra statsministeren. 

Det fortæller hun i et interview med Rasmus Tanholdt i TV 2-programmet 'De største øjeblikke i 2025', hvor hun adspurgt kommenterer på 'besøget' fra den amerikanske præsidentsøn. 

»Og det (overtage Grønland, red.) kan man ikke, og det har vi sagt meget klart fra Kongerigets side,« stadfæster hun yderligere.

Donald Trump Jr., besøgte landet 7. januar 2025. Næst yderst til højre ses den nu afdøde Charlie Kirk. 
Donald Trump Jr., besøgte landet 7. januar 2025. Næst yderst til højre ses den nu afdøde Charlie Kirk.  Foto: Arkiv: Emil Stach/Ritzau Scanpix

Statsministeren vil dog ikke komme det nærmere, hvorvidt hun har eller haft lyst til at ringe til præsident Trump og skarpt spørge ind til, hvad det lige var, der foregik med det amerikanske 'besøg' i Grønland. 

»Jeg tror alle ved, at den amerikanske præsident kan tale rent ud af posen,« lyder det fra statsministeren, der fortsætter: 

»Men det kan jeg også, når det kræves,« understreger hun. 

Året var knap begyndt før Donald Trumps ældste søn landede i Nuuk sammen med den konservative Charlie Kirk, hvor de under stor mediebevågenhed bevægede sig rundt i Grønland. 

Besøget varede i få timer, men den amerikanske tilstedeværelse var ikke til at undgå, da der blandt andet blev delt de røde MAGA-hatte ud til den grønlandske befolkning.