Socialdemokratiet kan ikke leve med at ligne et arbejdsgiverparti.
Socialdemokratiet kan kun takke sig selv for, at vælgerne ikke forstår, hvordan partiet kan støtte KLs lockoutvarsel. Set udefra ligner det aftalt spil med regeringen. Socialdemokratiet er nødt til at genskabe sin troværdighed som arbejdernes parti.
Efter de offentlige arbejdsgiveres lockoutvarsel står landet på randen af storkonflikt. En lockout socialdemokaterne i KL har stemt for. Allerede nu føler mange lønmodtagere, at der er tale om aftalt spil. Det bliver ligesom i 2013, hvor det hele var klappet af på forhånd. Kristian Jensen (V) indrømmer det selv på Twitter: Der er ingen forskel på regeringen og de offentlige forhandlere.
Borgerlige politikere er åbent ude og angribe lønmodtagerne på sociale medier, og det lette skyts af højreorienterede meningsdannere bombarderer offentligheden med moralske fordømmelser af de offentligt ansatte som dovne og grådige. En kritik man i øvrigt ellers aldrig hører fra den kant, når det er chefer eller grådige bankdirektører, der forgyldes.
I den situation føler lønmodtagerne - med rette - at de ikke bare er oppe mod de offentlige arbejdsgivere, men også regeringen og hele det borgerlige Danmark.
De stiller sig selv spørgsmålet: Hvor er Socialdemokratiet?
Til det vil Mette Frederiksen sige, at hun bakker op om den danske model og derfor blander sig uden om forhandlingerne. Det giver også god mening.
Socialdemokraternes problem er bare, at partiet har meget lidt troværdighed, når det kommer til offentlige overenskomster. Det var Bjarne Corydon, der som finansminister i 2013 gjorde løn- og arbejdsvilkår til en integreret del af Finansministeriets udgiftspolitik og dikterede lærernes arbejdsregler.
Sophie Løhde (V) har sådan set bare videreført den tradition. Socialdemokraterne kan hævde, at de netop har lært lektien af Corydons katastrofale interventionspolitik, og at de ikke vil gentage samme fejltagelse. Det er et godt argument, men det efterlader stadig arbejderne med den opfattelse, at Socialdemokraterne godt kan blande sig, når det går lønmodtagerne imod. Det skete f.eks. i 2013 og under SAS-forhandlingerne i 2012. Nu hvor partiet rent faktisk har en mulighed for at hjælpe arbejderne, står de helt stejlt på principperne.
Det kommer til at tage mange år, før Socialdemokraterne genvinder den troværdighed, som Corydon og Helle Thorning satte over styr i deres korte tid som ledere af partiet. Netop fordi Socialdemokratiet ses af lønmodtagerne som den danske models forsvarere, så gør partiets utroskab ekstra ondt. Den positive vinkel er, at det stadig er dem, som arbejderne forventer noget af. Socialdemokratiet ville have et langt større problem, hvis lønmodtagerne var ligeglade.
På sigt kan Socialdemokratiet imidlertid ikke tåle at blive opfattet som et arbejdsgiverparti. Derfor er de offentlige overenskomstforhandlinger nødt til at ske på en måde, hvor medarbejderne har tiltro til processen. Hvis Mette Frederiksen ønsker at træde ud af Corydons sorte skygge, så bør hun aflive eller i hvert tæmme det grimme monster, der hedder Moderniseringsstyrelsen og give forhandlingsfriheden tilbage til kommunerne og de offentlige arbejdsgivere. Den nuværende proces er kørt helt af sporet og savner enhver folkelig opbakning.
