Der sker så mange voldelige overfald, røverier, tyverier og seksuelle overgreb mod danskere, at hver fjerde bliver offer for kriminalitet i løbet af et år.

Det er faktisk farligere at opholde sig i Danmark end i USA, viser en international undersøgelse af 17 industrialiserede landes kriminelle niveau.

Med en opsigtsvækkende debut i undersøgelsen har Danmark placeret sig som nummer 7 på ranglisten over andelen af indbyggere, der har været udsat for kriminalitet. Der er højere end lande som både Irland, Portugal og USA.

I alt svarer 23 procent af de knap 2000 danskere, der har medvirket i den anerkendte undersøgelse, som det hollandske Justitsministerium står bag, at de i løbet af 1999 blev ofre for kriminalitet.

Et resultat, der chokerer formanden for det Kriminalpræventive Råd, professor Eva Smith.

"Det lyder voldsomt, og jeg kan ikke forstå, at det er højere end USA med det kriminalitetsniveau, man har der, men det kan skyldes, at vi opfatter kriminalitet anderledes end amerikanerne," siger Eva Smith.

At Danmark er en rød plet på det kriminelle landkort kommer også bag på formanden for Landsforeningen Hjælp Voldsofre.

"Det er mange flere ofre, end jeg havde regnet med, men groft sagt er det fordi, vi har alt for meget kriminalitet i Danmark, og det er en skrøne, at man i USA er værre end os," siger landsformand Henning Jensen Nyhuus.

Danskerne er blevet spurgt om deres erfaring med i alt 11 typer kriminalitet i lighed med de øvrige 16 nationaliteter. Det spænder fra de mere ufarlige cykeltyverier og hærværk mod ens bil til røveri, vold og seksuelle overgreb.

Som man kunne forvente, har den danske cykelnation en høj score indenfor cykeltyverier. Dog overgået af de cykelglade hollændere.

Men den samlede placering, som ligger over gennemsnittet, trækkes også op af den barskere form for kriminalitet. Både indenfor vold, røveri og seksuelle overgreb afslører undersøgelsen en større andel af ofre blandt den danske befolkning end i USA.

Danmark kommer ind på en alarmerende fjerdeplads, når det gælder seksuelle overgreb. 2,5 procent fortæller, at de blev ofre for den form for kriminalitet i 1999. Undersøgelsen afslører ikke hvilken form for seksuelle krænkelser de danske kvinder har været ofre for. Om det er regulær voldtægt eller et klap bagi.

De danske kvinders opfattelse af overgreb skal under alle omstændigheder tages dybt alvorlig, mener formanden for Landsforeningen Hjælp Voldsofre.

"Det er meget overraskende med så mange danske overgreb, men jeg tror bestemt ikke, det skyldes, at danske kvinder er mere nærtagende end de amerikanske," siger landsformand Henning Jensen Nyhuus.

Danskerne ved, hvor grænserne for, hvad man skal finde sig i, går. Det fremgår tydeligt i sammenligningen med de andre rige lande. Danmark ligger nemlig helt i top, når det handler om at anmelde forbrydelser. Men da den hollandske undersøgelse ikke er baseret på politiets rapporter, kommer man bag de såkaldte mørketal. Det vil sige den kriminalitet, der ikke optræder i de officielle statistikker.

I lande som Irland og Japan er det kun hver syvende indbygger, der bliver ofre for forbrydelser. Når så mange danske fortæller, at de har været i offerrollen, kan det være et tegn på en stærk følelse for retfærdighed.

"På den ene side er det sundt, at kvinder ikke vil finde sig i seksuelle overgreb, eller at man ikke vil have at ens børn eller man selv bliver slået. Men på den anden side synes der også at være en tilbøjelighed til, at man opfatter bagateller som et slagsmål i en skolegård som kriminalitet," siger Det kriminalpræventive Råds formand Eva Smith.

Men Landsforeningen Hjælp Voldsofre advarer mod forsøg på at forklare danskernes svar. Der skal i stedet gøres noget for at ændre på forholdene, siger landsformand Henning Jensen Nyhuus.

"Det er så typisk, at når anmeldelserne stiger, så siger man, at det er fordi flere går til politiet end tidligere. I stedet for at gøre noget ved problemerne forsøger man at forklare dem."

På trods af de mange ofre i den danske befolkning har danskerne i enorm tryghedsfølelse. Hver anden føler sig eksempelvis helt tryg ved at gå ud om aftenen. Men det burde være langt flere, mener Eva Smith fra Det Kriminalpræventive Råd:

"Jeg synes, det er for få. Det er ikke nok, at vi føler os mere trygge end i andre lande. Tallet burde være oppe på mindst 80 procent".

BAG OM UNDERSØGELSEN:

Det Hollandsk Justitsministerium har siden 1989 lavet statistiske undersøgelser af de rige landes kriminalitetsniveau. I 2000-rapporten medvirker 17 lande. Spørgsmålene til de enkelte landes indbyggere er uafhængige af om kriminaliteten er blevet meldt til politiet.

De fleste lande er europæiske, men også USA, Canada og Japan medvirker. Den danske del af undersøgelsen er betalt af det danske justitsministerium. 1.985 danskere har anonymt fortalt om deres kriminelle oplevelser i løbet af 1999.

I alt deltager 34.000 personer i undersøgelsen.Læs mere om denne sag i søndagens B.T.