Spændt fast på undersiden af en varebil lykkedes det onsdag den 21-årige Daniel Khalife at flygte ud af et fængsel i London.
Britisk politi sætter lige nu alle kræfter ind på at fange den 21-årige terrortiltalte mand, skriver BBC.
Khalife er tiltalt for at have lagt falske bomber ved en militærbase, mens han var soldat.
Han sad i fængslet i bydelen Wandsworth, hvor han ventede på at få sin sag for retten.
Onsdag morgen flygtede han fra fængslet.
Metropolitan Police opfordrer borgere i den britiske hovedstad til at holde øje med flugtfangen.
De understreger dog også, at han ikke vurderes at være farlig.
»Jeg vil også gerne slå fast for offentligheden, at vi ikke har nogen som helst informationer, der tyder på, eller nogen grund til at tro, at Khalife udgør en trussel mod den brede befolkning,« lyder det fra lederen af terrorenheden i det britiske politi, Dominic Murphy, som tilføjer:
»Vi råder dog til, at du ikke henvender dig til ham, hvis du ser ham, men ringer til politiet med det samme.«
Han står også over for anklager om i august 2021 at have forsøgt at "fremskaffe information af en art, der kan være brugbar for en person, som vil udføre eller planlægger at udføre en terrorhandling".
21-årige Khalife menes ifølge politiet fortsat at befinde sig i London-området.
Politiet afviser dog ikke, at han er taget længere væk.
Det britiske medie BBC erfarer, at Khalife lykkedes med at komme ud af fængslet i London-bydelen Wandsworth ved at spænde sig fast til undersiden af en varevogn, der leverede mad.
Det menes, at han arbejdede i fængslets køkken på det tidspunkt.
Informationerne om hans flugt er dog ikke officielt bekræftet.
B.T. følger sagen …