"Det er egentlig noget pis at konkurrere på musik. Man ser jo, hvordan de største sange kan havne på en tiendeplads - bedst illustreret, da Otto Brandenburg blev nummer 10 med en sang ("To lys på et bord" i 1959, red.), vi allesammen elsker i dag."
Meningen er Jørgen Olsens. Ikke at den mening forhindrer ham og broderen Jørgen at stille op til Dansk Melodi Grand Prix 2000 med sangen "Et stjerneskud".

"Jo, for jeg ville godt være med til at støtte dét initiativ, DR har taget, hvor Melodi Grand Prix igen skal være et stort anlagt show... og så på den gamle hjemmebane i Cirkusbygningen, hvor vi var med i "Hair" (i 1970, red.)."

Man kan således vride sig i smerte, slå sig i tøjret, smile overbærende eller ligefrem være så politisk ukorrekt at glæde sig. Nogen vej udenom er der i hvert fald ikke:

19. februar afholdes Dansk Melodi Grand Prix 2000 i Cirkusbygningen i København.

I går blev årets deltagere offentliggjort til det enkeltstående årlige TV-show, som blandt sine kvaliteter tæller det paradoks, at showet år for år kan opvise kæmpemæssige seertal, til trods for at det ikke er til at finde et øje, der vil indrømme at have set det.

Værter 19. februar bliver journalisten Natasja Crone Back og entertaineren Michael Carøe.

Sidstnævnte præsenterede også årets medvirkende solister og grupper til pressemødet i går. Carøe spurgte flere af dem, hvad de syntes om den sang, de skulle fremføre, og det lykkedes både ham og os andre at skjule overraskelsen, da de fleste af dem syntes, at deres sang var "rigtigt god".

Som tidligere nævnt sætter Danmarks Radio alle sejl og projektører til for at levere det helt store glamourøse show i år. Dansk Melodi Grand Prix har ellers i nogle år holdt en relativt lav profil - sandsynligvis efter at Tommy Seebach med sangen "Under stjernerne på himlen" for nogle år bombede Danmark ned i fjerde division.

Ordene "vi skal tilbage til fordums storhed," hørte man flere gange i går.

Forsøget bliver i hvert fald gjort via et gallashow, som udover de optrædende konkurrencedeltagere også vil tælle et par udenlandske solister. Seerne vil via telefonen kunne stemme på deres favorit blandt de 10 sange. Efter første afstemning skilles de fem øverste fra og går videre til endnu en afstemning, hvor seernes stemmer suppleres af en ekspert-jury i studiet.

Hvilket jo altsammen var meget godt og helt i sin orden at få at vide. Men som man vil kunne se af den vedstående liste over solister og komponister, manglede i går på papiret én af de afgørende ingredienser i ethvert Melodi Grand Prix på dansk grund.

Sagt på en anden måde:

"HVOR FANDEN VAR KELD HEICK!?"

Netop som Deres udsendte overvejede at starte en underskriftsindsamling, dukkede imidlertid en Heick op - nemlig Kelds datter, Annette - og kunne berolige én et stykke ad vejen. Okay, så er Keld ikke selv med, men Trine Gadeberg, som skal synge sangen "Lykkefugl", er gift med Keld Heicks fætter.

Se, det var jo altid noget... et Melodi Grand Prix uden en Heick involveret ville jo være både håb- og hovedløst.

Stort og småt om de medvirkende

Mette Mathiesen og Lise Cabble, som har skrevet sangen "Uden dig", er identisk med halvdelen af rockgruppen Miss B Haven, som gik i opløsning for små tre år siden. Lise og Mette skrev også "Fra Mols til Skagen", som Aud Wilken sang til en 5. plads ved det internationale Melodi Grand Prix i 1995.

Den totalt ukendte Ole Skovhøj, som synger "Stjernen der viser vej", har til daglig sin gang på Musikkonservatoriet i Esbjerg. Han er pedel.

Et dagblad skrev forleden, at Gry, som vandt det danske Grand Prix i 1983, blev kasseret til dette års konkurrence. Interessant udlægning af at Gry i to måneder har vidst, at hun selv skulle optræde med sin og gemalen Per Meilstrups sang "Sig du vil ha' mig".

Fenders' sanger Tommy Thiel har en fortid som keyboardspiller i heavyrockbandet Skagarack.

Og så er den god nok: Lotte Lisby er lillesøster til Mette og datter af Bjarne. Lisbys sang "Julian" er skrevet af Jan Lysdahl - i firserne trommeslager for Kim Larsen og manden bag Jacob Haugaards "Hammer Hammerfedt".

Johnny Jørgensen har spillet hovedrollen i "Atlantis", var Kovus stemme i "Løvernes konge" og var en del af satireholdet "Selvsving".

Charlotte Vigel har en fortid som disco-sild. Hvis vi nu siger, at hun engang kaldte sig Tiggy, og der var det dér nummer med den geniale titel "Ring-a-ling" for et par år siden? Nemlig!

Brødrene Olsen er veteranerne i år. De deltog første gang i Melodi Grand Prix med "San Francisco" i 1978.

Sangene til Melodi Grand Prix

BRDR. OLSEN, "Et stjerneskud" (skrevet af Jørgen Olsen)

TRINE GADEBERG, "Lykkefugl" (Helge Engelbrecht)

CHARLOTTE VIGEL, "Hva' så med mig" (Rasmus Schwenger)

JOHNNY JØRGENSEN, "Den drømmende by" (Morten Kærså/ Hans Henrik Koltze)

LOTTE LISBY, "Julian" (Jan Lysdahl)

FENDERS, "Lov mig du bli'r her" (Jørn Hansen/Kristian Løhde)

IDA LOHMANN, "Mayday Mayday" (Ivar Lind Greiner/Iben Plesner)

GRY JOHANSEN, "Sig du vil ha' mig" (Gry Johansen/ Per Meilstrup)

OLE SKOVHØJ, "Stjernen, der viser vej" (Jan Pedersen/Jan Kerstein)

SANNE GOTTLIEB, "Uden dig" (Mette Mathiesen/ Lise Cabble)