En seks-årig dreng alene i et førerhus i en kassevogn, der var sat i bakgear og med bilnøglerne hængende i tændingslåsen. Det var måske den kombination der i går eftermiddags kostede en 34-årig mekaniker fra Herlev livet.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Mekanikeren var i færd med at reparere en defekt baglygte på værkstedet ved Bøgeskov Flytning & Transport i Skovlunde nord for København.

Chaufførens seks-årige søn sad i førerhuset, og politiet formoder, at han drejede tændingsnøglen, så den tre og et halvt tons tunge kassevogn hoppede bagud og klemte den 34-årige fast mod muren.

Chaufføren kom løbende fra kontoret, da han hørte sin søn skrige. Selv om chaufføren straks kørte varebilen frem var det for sent.

Benene kollapsede under mekanikeren, da han kom fri. I minutterne efter flaksede øjnene og umiddelbart efter stoppede vejrtrækningen.

Læger forsøgte forgæves at genoplive manden.

Den seks-årige benægter, at han drejede nøglen i tændingslåsen, og dermed fik bilen til at trille tilbage og kvæle den 34-årige.

»Børn fortrænger meget nemt noget, der er slemt. De tror ikke, at de har gjort noget forkert, og det tror denne her dreng heller ikke,« siger vagthavende ved Gladsaxe Politi Svend Erik Hagen og tilføjer, at drengen har fået tilbudt krisehjælp.

Ifølge ham bliver det svært at placere et ansvar for den tragiske ulykke.

»Chaufføren burde selvfølgelig have pillet nøglen ud, men det bliver svært at anklage ham for ulykken, og et barn kan ikke straffes,« siger Svend Erik Hagen.

Bøgeskov Flytning & Transport bekræfter over for B.T. at den afdøde arbejdede for det pågældende firma, men ønsker ikke at kommentere ulykken.

Den 34-åriges pårørende og samlever blev sent i eftermiddags orienteret om dødsulykken. Ifølge politiet efterlader den afdøde sig ingen børn.