Donald Trump har allerede sat navn på de højtstående personer, der får en fyreseddel, hvis han genvinder præsidentposten om kun godt en uge.

Det drejer sig om både ministre og topchefer i FBI og CIA.

Det skriver mediet Axios i en artikel med overskriften 'Trumps henrettelsesliste efter valget'. Historien er baseret på 'to personer, der har disktuteret embedsmændenes skæbner med præsidenten'.

Først og fremmest vil en valgsejr til Donald Trump betyde øjeblikkelige udskiftninger i toppen af forbundspolitiet FBI, hvor direktør Christopher Wray ryger ud – det samme vil ifølge mediet ske med Gina Haspel, direktør hos efterretningstjenesten CIA.

FBI-direktør Christopher Wray (tv) og CIA-direktør Gina Haspel er på Donald Trumps sorte liste.
FBI-direktør Christopher Wray (tv) og CIA-direktør Gina Haspel er på Donald Trumps sorte liste. Foto: SAUL LOEB
Vis mere

»Wray og Haspel foragtes og mistroes af nærmest alle i Trumps indercirkel. Han ville allerede have fyret begge, hvis ikke det var for bekymringer over at agere inden 3. november,« lyder det i Axios-artiklen med henvisning til det kommende valg.

Også forsvarsminister Mark Esper skulle være på Donald Trumps exit-list, hvis det bliver til endnu fire år som præsident. Det skulle ifølge mediet være, fordi ministeren tidligere på året afviste ideen om at sætte militær ind i amerikanske gader i forbindelse med de store Black Lives Matter-protester, der flere steder i USA udviklede sig til regulære gadekampe.

Samtidig valgte Mark Esper angiveligt ikke at lade sig fotografere sammen med præsidenten ved St. John's Church i juni, efter at demonstranter forinden på kontroversiel vis var ryddet af vejen med spark, skub, tåregas og gummikugler.

Også justitsminister Bill Barr og uddannelsesminister Betsy DeVos skal være i risikozonen for en fyreseddel.

Donald Trump har tidligere skiftet ud i sin administration, hvis han var utilfredse med folk.
Donald Trump har tidligere skiftet ud i sin administration, hvis han var utilfredse med folk. Foto: MANDEL NGAN
Vis mere

Axios skriver videre, at planerne for en ny præsidentperiode til Donald Trump allerede indeholder et øget af antal af 'loyalitetstest' blandt alle medarbejdere i administrationen på alle niveauer at sikre, at de er dedikererede til præsidentens interesser.

Det Hvide Hus har ingen kommentarer til historien.

»Vi har på nuværende tidspunkt ingen personalemeddelelser, og det ville ligeledes heller ikke være passende at spekulere i ændringer efter valget lige nu,« lyder det.

Det amerikanske præsidentvalg finder sted næste tirsdag, 3. november. Lige nu ser den demokratiske kandidat, Joe Biden, dog ud til at føre stort i meningsmålingerne.