En tidligere skoleleder fra en skole på Midtsjælland er tiltalt for at have krænket en kvindelig lærer.
Det skriver TV 2 Øst på baggrund af en aktindsigt hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Begge var ansat på Stenlille Skole i Sorø Kommune.
Ifølge anklageskriftet fandt de pågældende episoder sted 21. april 2021, hvor skolelederen skulle både have berørt læreren og kommet med verbale tilnærmelser.
Eksempelvis skulle han have skubbet læreren op mod en væg, hvor han havde taget hende på det ene bryst og kysset hende.
Han skulle også have sagt, at han var »liderlig og tiltrukket af hende, at han flere gange havde fantaseret om hende nøgen, og at hendes balder skulle klaskes eller lignende«.
Skolelederen skulle også have sagt, at læreren kunne flytte ind i hans anneks, så de kunne have sex.
I første omgang blev sagen kendt som en personalesag bare en måned senere i maj 2021, hvor det kom frem, at skolelederen var blevet fyret.
»Jeg er utrolig ked af den her sag, for det er en rigtig trist sag, uden jeg kan komme ind på, hvad den handler om,« sagde Henrik Madsen, børne- og familiechef i Sorø Kommune, dengang.
Flere detaljer kom ikke frem i den forbindelse. Indtil nu.
Skolelederen nægter sig skyldig.
