Rusland har haft planer om at dræbe en ukrainsk-amerikansk statsborger i Warszawa.

Det skriver CNN.

Men de polske myndigheder reagerede i tide og har pågrebet den mand, der angiveligt skulle være blevet rekrutteret af Ruslands efterretningstjeneste til at dræbe. 

Han blev tilbageholdt d. 7. august og skal nu være varetægtsfængslet i tre måneder. 

»Det var første gang, at 'nogen på ordre fra Rusland' forsøgte at angribe en amerikansk statsborger på et andet NATO-lands territorium,« sagde den polske statsminister Donald Tusk torsdag ifølge mediet.

Derudover udtalte han også:

»Vi må antage, at Putin-regimet vil forsøge at eliminere folk, der er ubelejlige af forskellige årsager, forskellige steder rundt om i verden.«

Mediet skriver videre, at Rusland længe har været beskyldt for at have målrettet fjender i udlandet. 

Men de skulle angiveligt være blevet »mere uforskammede i deres valg af mål, da de går efter russiske aktivister og udenlandske støtter af Ukraine«.

Det russiske udenrigsministerium har ikke givet nogen kommentar om sagen.

I juni skulle Vladimir Putin ifølge mediet havde fortalt AP, at Rusland ikke fører sabotagekampagne mod Europa.