For to et halvt år siden blev erhvervs-og vækstminister Henrik Sass Larsens karriere med ét lagt i ruiner af PET. I dag er han en af de mest magtfulde personer i Danmark.

I Berlingske Business Magasins magtanalyse 2014 brager han i år direkte ind på en niende plads. Hans recept på vejen tilbage til magtens centrum handler om at have en klar strategi, sætte nye mål, lægge en plan og så arbejde sig støt og roligt fremad, fortæller han.

- Man kan vælge at give op og sige, at det var så det, eller man kan beslutte sig for at kæmpe for at komme tilbage. Jeg ville renses. Jeg lavede hurtigt en slags overordnet strategi med nye mål. En god strategi giver sikkerhed og tryghed i forhold til, hvordan man skal navigere, siger Henrik Sass Larsen i dag til Berlingske Business Magasin.

Og navigere i politik kan Sass Larsen. Han formår at skabe alliancer på kryds og tværs. Henrik Sass Larsen stod efter manges mening til posten som finansminister efter folketingsvalget i 2011. Han havde en magtfuld nøgleposition hos Socialdemokraterne og havde gennem seks år haft et tæt parløb med Helle Thorning-Schmidt om at bringe Socialdemokraterne tilbage til regeringsmagten.

Han havde ry for at være både ’hård hund’, kongemager og fremragende strateg. Men kort før ministerkabalen var på plads, meddelte PET, at der kunne være problemer med hans sikkerhedsgodkendelse, fordi Sass havde haft kontakt med Bandidos-rockeren Suzuki-Torben. Det rev gulvtæppet væk under ham.

Sass Larsen fortæller, at han blev hensat i ’en choktilstand’. Han valgte at trække sig som ministeremne. Flyttede ind på et ydmygt kontor på Christiansborg og måtte frustreret se til fra sidelinjen, mens Helle Thorning-Schmidt dannede regering uden ham og efter ganske kort tid røg i modvind med gentagne beskyldninger om løftebrud.

Henrik Sass Larsen nægtede at give op. Hans overordnede strategi gik ud på at blive renset. Det var det, han selv kunne gøre noget ved. Han vidste, at det i sidste ende var op til andre at vurdere, om han igen kunne få en politisk karriere. Men hans mål var at blive i politik.

Det lykkedes som bekendt. I dag sidder han som erhvervs-og vækstminister og er en af de absolut mest magtfulde i Danmark.

Læs mere i BT fredag og se listerne over Danmarks mest magtfulde mennesker.