Han ryger konstant, giver ikke hånd og spiser sushi uden ris. BT fulgte Johnny Madsen fra hotel til scene og videre til værtshus på dagen, hvor den originale anarkist indtog Det Kongelige Teater

Skjorten hænger dovent uden på T-shirten, håret svinger ned om ørerne, og brillerne er på plads. Klokken er 14, og Johnny Madsen er ankommet til den grå parkeringsplads foran indgangen til Scandic Hotel i Sydhavnen.

»Psst,« siger hans tourmanager Henrik Laurvig. Henrik Laurvig er en velklædt herre oppe i årene. Engang i 70erne var han hippie i syrerock-bandet Moses, nu passer han på Johnny Madsen.

»Johnny Madsen giver ikke hånd. Det er ikke personligt, han bryder sig bare ikke om det.«

Johnny Madsen skal for første gang nogensinde spille på Det Kongelige Teater. En fornem gestus taget i betragtning af, at han har spillet på de fleste af landets scener de seneste 30 år. Og en bemærkelsesværdig gestus, eftersom han er en erklæret anarkist, hvis vagabonderende attitude er så langt fra royal finkultur, som København er fra Fanø, hvor den 65-årige musiker og kunstmaler fra Thyborøn bor til hverdag.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Johnny Madsen og hans debut på Det Kongelige Teater - BT fulgte ham bag kulissen ...


Han ryger konstant, giver ikke hånd og spiser sushi uden ris. BT fulgte Johnny Madsen fra hotel til scene og videre til værtshus på dagen, hvor den originale anarkist indtog Det Kongelige Teater

Skjorten hænger dovent uden på T-shirten, håret svinger ned om ørerne, og brillerne er på plads. Klokken er 14, og Johnny Madsen er ankommet til den grå parkeringsplads foran indgangen til Scandic Hotel i Sydhavnen.

»Psst,« siger hans tourmanager Henrik Laurvig. Henrik Laurvig er en velklædt herre oppe i årene. Engang i 70erne var han hippie i syrerock-bandet Moses, nu passer han på Johnny Madsen.

»Johnny Madsen giver ikke hånd. Det er ikke personligt, han bryder sig bare ikke om det.«

Udebanesejr: Henrik From (tv.), Johnny Madsen og Knud Møller (th.) takker publikum i den udsolgte sal.
Udebanesejr: Henrik From (tv.), Johnny Madsen og Knud Møller (th.) takker publikum i den udsolgte sal.
Vis mere

Rocksangeren står et par meter bagved på asfalten.

»Hej Johnny, havde du en god tur,« spørger jeg og vinker imødekommende.

»Nej, det pisser ned,« siger han med vanlig, hæs vestjysk dialekt og går ind ad hoteldøren mod receptionen. Vi bliver skilt ad. En skare af jyder er ankommet til hotellet og kræver stjernens opmærksomhed. De småsnakker. Snakker om, hvilke værtshuse der er i nærheden af Det Kongelige Teater. Jeg spidser ører. Måske bandet skal ud at more sig i aften? Måske jeg og fotografen kan komme med?

Johnny Madsen skal for første gang nogensinde spille på Det Kongelige Teater. En fornem gestus taget i betragtning af, at han har spillet på de fleste af landets scener de seneste 30 år. Og en bemærkelsesværdig gestus, eftersom han er en erklæret anarkist, hvis vagabonderende attitude er så langt fra royal finkultur, som København er fra Fanø, hvor den 65-årige musiker og kunstmaler fra Thyborøn bor til hverdag.

Rygerværelset

Koncerten på Det Kongelige Teater kom i stand efter et job på spillestedet Viften i Rødovre. Det var formanden for Johnny Madsens fanklub, Niels Bjerrum, der tog initiativ. Han er administrationschef på Det Kongelige Teater. Han så en mulighed for at arrangere en koncert med sit idol og spurgte Johnny Madsen, om han kunne tænke sig at spille i de kongelige gemakker. Det lød »fremragende«.

Johnny Madsen er begyndt at bruge briller, men ellers er helbredet intakt.
Johnny Madsen er begyndt at bruge briller, men ellers er helbredet intakt.
Vis mere

På Scandic Hotel får Henrik Laurvig styr på værelserne. Scandic Hotel er foretrukket, fordi det er her, man stadig kan bestille et rygerværelse. Laurvig løfter en stor, blå pose med en kæmpe fladskærm med dvd-afspiller og serier som Matador og Rejseholdet, som Johnny Madsen slapper af til. Sammen med Johnny Madsen bevæger vi os ind i elevatoren, ned ad gangen og ind på Johnny Madsens værelse.

Det er lige småt nok, og det bemærker sangeren. Her er en dobbeltseng, et bord og et fladskærms-tv med dvd-afspiller. Henrik Laurvig kigger på fladskærmen og dvd-afspilleren, han netop har slæbt op.

Anarkist med nykker

Det slæberi var ikke sliddet værd. Johnny Madsen læner sig tilbage i stolen foran bordet op ad vinduet mod vejen. Her er rigeligt med sollys. Henrik Laurvig fortæller, hvordan de af og til har måttet bytte Johnny Madsens værelse, fordi det var for mørkt. En anarkist har øjensynligt også nykker. Jeg spørger Johnny Madsen, hvad en rockmusiker har at gøre på landets fineste scene? Et spørgsmål, som preller af på Johnny Madsen.

»Vis mig de brædder, hvor rockscenen er. Rockscenen er, hvor rock bliver spillet. Og det skifter. Om det foregår på landevejen eller i Det Kongelige Teater, er ikke det, det drejer sig om. Det handler om selve kunsten. Hvilken indpakning, kunsten har, er ligegyldigt, så sådan er det,« siger han og henviser til, at etablerede scener i dag også rummer pop og rock, så der er som sådan ikke er noget usædvanligt i, at han nu skal spille på Det Kongelige Teater.

Johnny Madsen betragter sit rygerværelse på Scandic Hotel i Sydhavnen.
Johnny Madsen betragter sit rygerværelse på Scandic Hotel i Sydhavnen.
Vis mere

Han har været på teatrets gamle scene en enkelt gang før som teenager.

På tilskuerrækkerne til et stykke, han ikke kan huske. Salen er flot, synes han, og han glæder sig. Han nyder, når folk sidder ned og lytter, og der skulle være god akustik. Men anledningen gør ham ikke prætentiøs. Hans jakkesæt er til reparation, griner han kækt. Han køber alt sit tøj i Kirkens Korshær, og frisører er ikke lige ham. Det er nye toner på Det Kongelige Teater.

Et symbol på frihed

Johnny Madsen skæver til hotelværelsets lille bord, hvorpå der står et askebæger.

»Der er frihedssymbolet,« siger sangeren. Han rejser sig og går ud på toilettet, kommer tilbage med et halvt glas vand. Smiler som en hyggeonkel. Jeg begynder at drikke af vandet.

»Du skal da bruge det som askebæger, så du også kan ryge,« siger han. Jamen, selvfølgelig. Vi griner.

»Der findes to slags mennesker. Dem, der kan regne, og dem der ikke kan,« joker Johnny Madsen selvironisk i mikrofonen.
»Der findes to slags mennesker. Dem, der kan regne, og dem der ikke kan,« joker Johnny Madsen selvironisk i mikrofonen.
Vis mere

Johnny Madsen smider en smøg i munden, en af mange uafbrudte smøger, der bliver tæmmet i løbet af de næste mange timer.

»Du kaldte askebægeret for et frihedssymbol?«

»Det er sgu så rart at se et askebæger, uha du må ryge.«

Han peger på en sort plet på sengens træryg.

»Man kan se brændemærket fra sidst, jeg var her,« griner han.

»Efter rygeloven går jeg ikke på restaurant. Jeg gider sgu ikke give 500 kroner for en middag og stå som en gadedreng udenfor og ryge. Der er stadig værtshuse, man må ryge på, men hvis der kommer yderligere stramninger, begynder det at knibe gevaldigt.«

Johnny Madsen får serveret sushi uden ris i sit tilrøgede omklædningsrum.
Johnny Madsen får serveret sushi uden ris i sit tilrøgede omklædningsrum.
Vis mere

Han fortæller en anekdote, jeg næppe vil glemme. En anekdote fra Spanien, hvor han har sommerhus i Andalusien, og hvor han ynder at spille golf. Han er også fodboldfan. Esbjerg selvfølgelig, og Messi er idolet. En dag var han i Barcelona med sin ekskæreste. Syngende engelske fodboldfans gik gennem gaderne. Manchester City-fans.

»Hvorfor synger de,« spurgte hun.

»I dag er der krig mellem England og Spanien,« svarede han, og hvor ville han dog gerne se Messi og co. med egne øjne på det storslåede stadion Camp Nou. Han turde først spørge efter en god middag med vin og røg. Billetterne kostede 6.000 kroner, der var få tilbage i billetsalg, og de tog af sted til det propfyldte stadion.

Chok nummer to

»Det er jo et kæmpe stadion, spillerne stod i tunnelen, og kæresten tog et flag og begyndte at råbe og skrige og holde med Barcelona. Spillerne skulle til at gå ind. Det første chok var, at jeg ikke måtte drikke på stadion, men det chok kom inden kampen, og jeg havde forsynet mig fra minibaren. Så kom chok nummer to: Det var et rygefrit stadion. Og jeg skulle ind at se Messi.«

Hvad gjorde du så?

»Ja, men altså. Jeg tændte fuldstændig af, så jeg forlod stadion i raseri, gik ned på et lille værtshus og så kampen, hvor man måtte ryge. Det kostede mig 6.000 kroner at være på Camp Nou i to et halvt minut.«

Kunne du ikke holde den længere?

»Nej.«

Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, at der i dagens anledning må ryges i hans omklædningsrum bag scenen på Det Kongelige Teater. Skal der være fest i aften? Og værtshusbesøg? Næppe, får jeg at vide. Det er ikke som i gamle dage, hvor der var byture til seks morgen, gamle dage, hvor han vågnede på gulvet – ikke i sengen – om morgenen på hotelværelset med ansigtet rettet mod minibaren. Gamle dage, hvor ægteskabets troskabsed ikke gjaldt på landevejen.

Bange for bakterier

Johnny Madsen har brug for nogle timer alene på hotelværelset. Han giver mig hånden(!), hvorefter han går ud mod håndvasken.

På vej ud fortæller Henrik Laurvig, at Johnny Madsen er bange for bakterier. En paradoksal udmelding med tanke på rocksangerens øvrige livsstil. Tourmanageren er ansat til at tage sig af alt det praktiske, også det økonomiske. Om det er smøger, vin, flybilletter eller en fladskærm, sørger han for, at det er tilgængeligt, og Johnny Madsen spørger aldrig om, hvad noget har kostet. Salg og regnskaber interesserer ham ikke.

Og heldigvis kan han leve godt af sine malerier og udsolgte turnéer.

Der lugter af eddike i omklædningsrummet. Det skal ryges væk.
Der lugter af eddike i omklædningsrummet. Det skal ryges væk.
Vis mere

Jeg og fotografen rykker med metroen mod Det Kongelige Teater, hvor trommeslager Henrik From og guitarist Knud Møller venter.

En sikkerhedsvagt byder velkommen. Vi bliver mødt med venlighed af en arrangør og går gennem kulturens korridorer.

Her roder med kostumer og rekvisitter i gangene bag den store scene. Vi går forbi en køler fyldt med øl, hvor der står »til Johnny Madsen«.

Overtroen lever

»Husk at tage jakkerne af,« siger arrangøren ved bagindgangen til den store scene.

Jakkerne? På Det Kongelige Teater lever overtroen, og at have jakker på på scenen giver dårlig karma.

Det respekterer både guitarist Knud Møller og trommeslager Henrik From, der straks tilbyder mig en bajer og et smil, da jeg møder dem på scenen, hvor lydmanden og crewet er ved at klargøre instrumenterne i den imponerende sal.

De to musikere har en rank kropsholdning, er energiske og imødekommende, men alderen trykker, fortæller de. Heller ikke de skal på værtshus, men foretrækker en enkelt fyraftensøl på hotellet.

En trofast fan tager en selfie med Johnny Madsen på Hviids Vinstue efter koncerten. Den unge mand er i godt humør og giver en bajer.
En trofast fan tager en selfie med Johnny Madsen på Hviids Vinstue efter koncerten. Den unge mand er i godt humør og giver en bajer.
Vis mere

Johnny Madsen gør entré. Han får også at vide, at han skal tage jakken af, men det lader han ikke til at forstå. Han vader ind med jakken på, tværs over scenen, går ind i sit omklædningsrum og tænder en smøg.

Det er et lille rum med små vinduer, et spejl, et par stole, en lille bænk og et toilet. Det er Johnny Madsen ikke udpræget tilfreds med, men han er glad for at måtte ryge herinde, og at der er gjort bajere klar.

Han klapper mig venskabeligt på skulderen. Nu vil han gerne lade op og have sin mad for sig selv. Som altid: Sushi uden ris, også kaldet sashimi, der bliver bragt til omklædningsrummet.

Lesbiske brasilianere

Han vil ikke spise med i kælderens kantine. Ét, fordi der er rygeforbud. Tó, fordi han gerne vil være alene. Det viser sig nemlig, at da personalet midlertidigt ophæver rygeforbuddet, takker han alligevel nej til at spise med. I kælderen har Meyers Køkken dækket op med delikatesser, rød- og hvidvin. Vi tager så rigeligt for os. Middagen byder på en sjov anekdote om det brasilianske kvindelige håndboldlandshold, der overværede begge sæt af en Johnny Madsen-koncert og efterfølgende var backstage. Den lille af dem var lækker, men alle var desværre lesbiske.

Fem minutter før sceneentré sidder Johnny Madsen i sit rum med et glas hvidvin og en smøg. Snakkesalig og ikke nervøs for at skulle på.

»Jeg bestræber mig på at lave kunst. Andre må vurdere, om jeg gør det. Du kan sagtens lave fremragende sange og fremragende malerier uden at være inde i det rum, hvor du svæver mellem det guddommelige og det menneskelige.«

Johnny Madsen på Hviids Vinstue ved siden af sin kæreste og nabo på Fanø, 50-årige Rosita.
Johnny Madsen på Hviids Vinstue ved siden af sin kæreste og nabo på Fanø, 50-årige Rosita.
Vis mere

Han oplevede første gang som barn øjeblikket, hvor tid og evighed mødtes.

»Kunsten befinder sig i midten mellem Gud og mennesket, og det er noget, alle mennesker kan nå,« siger han.

Jeg spørger, om han har specielt brug for en eller anden form for tryghed. Lyse hotelværelser, en transportabel fladskærm, ingen håndtryk, et uendeligt antal smøger, og de samme musikere i mange år, har vakt min mistanke. Han afviser.

Han siger til gengæld, at han tror, at han tror på Gud. Det plejer han at sige. Publikum i salen tror i hvert fald på Johnny Madsen. Publikum er overvældende. Balkoner og gulv er fuldstændig fyldt, de klapper og synger og gør den gamle scene til en stor folkefest.

Hjemmevant på Det Kongelige

Johnny Madsen slår guitaren an. Han sidder på en stol med en fadøl og i samme tøj og med samme afslappede udtryk som i omklædningsrummet. Fuldstændig hjemmevant. Koncerten bliver spillet i bedste Johnny Madsen’sk americana-stil. Sange inspireret af blues, country, rock’n roll og western. Blandet med en god omgang traditionel dansk folkesang. Mellem numrene joker han politisk ukorrekt.

»Som Knud Møller siger: Når man har to koner, er der ingen grund til at have hund,« og der grines.

Mere alvorligt bliver det, da han spiller ’Aldrig mere’ fra sit seneste album. Sangen om hans afdøde datter, der døde blot tre måneder gammel. Et stærkt nummer, der går lige ind. Publikums snak forstummer.

I pausen – i Johnny Madsens rygeværelse – er Henrik From begejstret.

»Jeg må indrømme, at da jeg satte mig foran trommerne i salen, begyndte det at krible. Det er en speciel oplevelse at spille her,« siger han.

Johnny Madsen kigger på en halvtom hvidvinsflaske.

»Hvor er min hvidvin? Jeg sagde, at der skulle være hvidvin.« Stemmen er irriteret. Det råder Henrik Laurvig bod på. Forsangeren smiler mod mig.

»Snakken går af og til lidt højt.«

Hans søn, musikeren Rasmus Madsen, kommer ind. Far og søn småsnakker om nattelivet i København.

Euforisk stemning

Andet sæt forløber med samme energi og glæde som det første. Her er en euforisk stemning, og efter tre ekstranumre lander de tre musikere atter hos Johnny Madsen med en ny kasse øl. Her er fyldt med venner og bekendtskaber. Og Johnny Madsens nye kæreste: 50-årige Rosita fra Fanø, som tilfældigvis er hans nabo.

Der ryges og drikkes, drikkes og ryges. Stemmerne bliver højere. Pludselig er jeg med From, Møller og Madsen på vej mod Hviids Vinstue i de københavnske gader. Efterfesten i Johnny Madsens omklædningsrum må have fået dem på andre tanker. Det blev ikke til den stille øl efter koncerten, der ellers var planen.

Vi passerer en vinbar, hvor den stilede forfatter Martin Kongstad og skuespilleren Søren Malling hænger ud. Umiddelbart en kontrast til Johnny Madsen, der ikke ænser københavneriet. From er faldet fra, da vi når Hviids Vinstue, Knud Møller hænger i baren, Johnny Madsen sætter sig mellem en gruppe kvinder i værtshusets rygerum.

Det er mere reglen end undtagelsen, at Johnny Madsen har en cigaret mellem fingrene.
Det er mere reglen end undtagelsen, at Johnny Madsen har en cigaret mellem fingrene.
Vis mere

I baren er flere fans oppe at ringe. De vil tale med Knud Møller. Jeg møder koncertens arrangør Niels Bjerrum, der har set 87 Johnny Madsens koncerter. Han og fansene diskuterer, om Johnny Madsen eller CV Jørgensen er de største danske sangskrivere. Sådan går tiden.

Knud Møller giver et kram, takker for en elskværdig dag og går hjem. En Johnny Madsen-fan er misundelig på det kram. Han vil vide mere om hele dagen og giver en øl. I rygerummet knytter Johnny Madsen en næve mod mig, og næven siger: »Du er sgu god nok,« og jeg giver næven igen. Vi er kammerater.

»Det er Anders, der skriver artiklen,« siger han til kvinderne.

Stilhed

»Bare rolig. Kameraet er slukket nu,« siger jeg metaforisk, og de griner. Jeg forsøger med endnu en joke.

»Ja, inde ved siden af står der fans, der føler, de er tæt på dig, bare fordi de snakker med mig,« siger jeg ironisk.

Stilhed. Fuldstændig. Johnny Madsen kigger ned i bordet. Min flabede kommentar nager. Var det for selvfedt sagt? Var det for groft over for fansene? Ingen af delene var sådan ment. Blot en konstatering af, hvor meget han betyder for folk.

Klokken er langt over midnat, og da stedet lukker, er Johnny Madsen væk. Men der er flere koncerter i vente. Han tager en sæson ad gangen og stopper først med at spille, hvis helbredet svigter. Lige nu svigter det ikke.

»Eller hvis vi gik i stå musikalsk, ville jeg heller ikke gide,« fortalte han mig tidligere. Og det skal være scener af en vis størrelse. Små værtshuse i sidegader ville ikke være sagen. Det er ikke hans scene. Johnny Madsen vil ikke være et ringvrag.

Andre læser også