Ingen tog forældrenes råb om hjælp til at få stoppet mobningen af Mathilde alvorligt
Hver dag gruer 13-årige Mathilde for at sætte sig ind i skolebussen og køre hjem. For på bagsædet sidder hendes plageånd fra de fem første skoleår. Ham, der slog hende og kaldte hende for ’Dildo’ og fik flere af de andre i klassen til at mobbe hende. Og selv om drengen ikke længere gør Mathilde noget, så frygter hun ham. Inderligt.
- Når jeg kigger på ham, bliver jeg både vred og bange på samme tid. På en måde har jeg lyst til at tvære ham ud som et insekt, og på en anden måde har jeg lyst til at løbe langt væk og gemme mig. Og græde. For jeg er stadig bange for, at han skal finde på noget. Bare det at høre hans stemme..., Mathilde går i stå og kigger med de brune øjne fulde af tårer ud i den hyggelige stue i hjemmet i Regstrup ved Holbæk. Imens hænger sætningen over hende som et tungt åg og taler sit tyste og tydelige sprog om, hvor lange tråde mobning trækker.
Tirsdag aften fortalte 13-årige Mathilde og hendes forældre Pernille og Christian Røgilds i tv-programmet ’Mobbet’ på TV2 om, hvor svært det var at være Mathilde og gå i skole på Nr. Jernløse Skole i Holbæk Kommune. I de fem første skoleår blev hun nemlig udsat for systematisk mobning fra en gruppe drenge fra sin klasse.
Det var særligt en dreng, der var ’hovedmanden’, og som fik trukket flere af de andre drenge i klassen med på ’legen’. Den gik blandt andet ud på at slå Mathilde gentagne gange både i skolegården og inde i klassen.
- Han fik jo ballade, når de voksne kunne se, han slog hende eller noget. Så han lærte hurtigt at slå hende, når gårdvagten vendte ryggen til, eller når læreren lige forlod klasseværelset. Så kunne han finde på at rejse sig fra sin plads i den modsatte ende af klasseværelset og gå hen og slå Mathilde i hovedet med en bog, fortæller Pernille Røgild, mor til Mathilde til BT.
I modsætning til sagen om Robert fra Tuse Næs, der også ligger i Holbæk Kommune, der endte med at begå selvmord på grund af mobningen, så vidste Mathildes forældre godt, hvad deres datter blev udsat for i skoletiden. Derfor ringede de adskillige gange i løbet af de fem år Mathilde gik på Nr. Jernløse Skole til den pågældende drengs forældre og fortalte, hvad han udsatte Mathilde for i skoletiden. Men Mathildes forældre talte - tilsyneladende - for døve øren.
- Vi oplevede ikke, at de var decideret lyttende. Det var sådan noget med, nå, har han nu gjort det, og de skulle da nok tage en snak med deres søn, hvis det kunne få os til at få det bedre, fortæller Pernille om reaktionen på opringningerne.
Også skolen kendte til mobberiet. En af Mathildes lærere fortalte sågar hendes forældre, hvordan han havde set hendes plageånd helt umotiveret gå hen og slå Mathilde med en stor kæp, mens hun sad for sig selv på en gynge. Og selv om lærerne greb ind og skældte ud, når de så overgrebene, hjalp det ikke. Efterhånden troede Mathilde, at det var sandheden, når drengene kaldte hende for klam, grim, dum og uduelig. For i 3. klasse kunne hun stadig ikke læse eller regne ja knap nok skrive andet end sit eget navn.
Det var også i 3. klasse, at Mathildes forældre gav op overfor Nr. Jernløse Skole. Det skete, da Mathilde en dag kom hjem fra skole med en skulder, der var sort efter gentagende slag. Igen var det den samme dreng. Og igen ringede Mathildes forældre til drengens forældre. Men med et nedslående resultat.
- De sagde, at nu var de virkelig trætte af, at vi ringede så meget til dem og klagede over deres barn. For det var ikke deres problem, hvad deres søn lavede i skolen. Og hvis vi ikke lod være med at ringe til dem, ville de få hemmeligt nummer, fortæller Pernille.
Dét slog hovedet på sømmet. Efter sommerferien 2010 begyndte Mathilde i 4. klasse på den private Sdr. Jernløse Skole. Men selv om det i dag går bedre, trives hun ikke rigtig godt. Det skyldes de mange års mobning, som har tæret på Mathildes selvtillid og selvværd.
- I dag tror jeg lidt mere på mig selv, end da jeg gik i 3. klasse. Men jeg har stadig svært ved at tro på mig selv. Jeg kan mærke, at jeg har så meget vrede inden i mig, som jeg ikke ved, hvordan skal komme ud, fortæller den nu 13-årige pige - med tårerne stille løbende ned af kinderne.
