Irene Grundall og Steffan Hansen mødte hinanden på Danfoss i Kolding. De har arbejdet der i henholdsvis 19 og 24 år, men sidste år fik parret dog en chokerende besked fra ledelsen:

Danfoss' fabrik i Kolding lukker og bliver flyttet til Grodzisk i Polen.

»Vi var lamslået allesammen. Det kom virkelig som en bombe for os. Hvad gør vi nu?« siger Irene Grundall til B.T.

Tirsdag er de første fyringsrunder gået i gang, og flere af medarbejderne har allerede været til deres første infomøde.

Udover at medarbejderne modtager en fyreseddel, så kan nogle af dem også se frem til, at de skal lære de nye polske arbejdere – som overtager deres job – op.

Nogle af de medarbejdere, som bliver afskediget, har også indvilget i at tage til Grodzisk i Polen for at lære dem op der. Det er dog ifølge Irene Grundall noget, som de fyrede medarbejdere tager forholdsvis pænt.

»Det er en beslutning, der er taget, og vi kan jo ikke gøre noget ved det. Selvom alt det her er et slag i maven, så er det mit indtryk, at medarbejderne tager hele oplæringsprocessen, og egentlig også fyringsprocessen, virkelig pænt,« siger Irene Grundall.

Da Danfoss' medarbejdere modtog beskeden om, at fabrikken skulle lukke og slukkes senest 2022, betød det også, at 355 medarbejdere kunne se frem til en fyreseddel. Det ville Irene Grundall ikke vente på.

For allerede for et år siden fortalte hun JydskeVestkysten, at hun ikke ønskede at være blandt de sidste ansatte inden lukningen, og det kommer heller ikke til at ske. Hun havde sidste arbejdsdag før jul.

»Jeg skulle bare videre. Jeg havde ikke lyst til at sidde derude og vente på en fyreseddel efter at have arbejdet der i 19 år. Og så har jeg faktisk også længe gået med tanken om at blive sundhedshjælper, så det var egentlig lidt det skub, jeg havde brug for,« siger hun.

Irene Grundall startede derfor i sommer i grundforløb som sundhedshjælper, mens hun stadig arbejdede hos Danfoss. Efter planen starter hun så på skole i Fredericia til februar.

For selvom Danfoss har valgt at slukke fabrikken i Kolding og erstatte deres medarbejdere med polsk arbejdskraft, har virksomheden været søde til at hjælpe folk videre, forklarer Irene Grundall.

»De har haft en masse HR-folk ude for at hjælpe os videre i erhvervslivet, og jeg tror også, de fleste har lagt nye planer for, hvad der nu skal ske. I hvert fald dem fra min afdeling. Og så har de faktisk også ansat en psykolog, som kunne hjælpe dem, der havde brug for det,« fortæller Irene Grundall.

Irene Grundall og hendes kæreste, Steffan Hansen, boede hver for sig inden beskeden om lukningen, og derfor har de valgt at fremskynde deres sammenflytning.

»Ja, altså. Det ville blive lidt stramt, hvis vi skulle have to huse, hvor en af os var uden job og den anden under uddannelse. Jeg tror også, der er andre derude, som er i en lignende situation. Der er nemlig ret mange par, hvor begge arbejder for Danfoss,« siger Irene Grundall til B.T.