En flok svenske medier har nu politianmeldt Mark Zuckerberg, Metas administrerende direktør, for bedrageri.

Baggrunden er svindelannoncer på Facebook, hvor mediehuse og kendte medieprofilers navne bruges til at snyde folk for penge.

»Det er forbløffende, at en af ​​verdens største og mest profitable virksomheder får lov til at fortsætte med at fremme kriminalitet,« skriver SvD Debatt.

Det er de svenske medier med SVT, Sveriges Radio, UR, TV4, Sveriges Tidskrifter og Tidningsutgivarna, der står bag politianmeldelsen af Mark Zuckerberg.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at annoncer knyttet til svindel sidste år udgjorde 10 procent af omsætningen hos virksomheden Meta, der ejer Facebook.

Mediealliancen bag anmeldelsen skriver, at de gentagne gange har krævet, at Meta gør noget aktivt for at stoppe svindlen. Det er ikke sket, skriver Expressen.