Marie-Louise Ekelunds har kæmpet med vægten det meste af sit liv. Men først da hun fik stillet en operation i udsigt, fandt hun motivationen og tabte sig. Nu kan hun mærke sig selv og sin krop igen.
Hun vågner langsomt op fra narkosen, som har forhindret hende i at mærke noget de sidste tre timer. Den tid det har taget for et hold af læger og sygeplejersker at operere over et kilo af hendes bryster. Hun græder af lettelse, da det går op for hende, at de er væk for evigt nu. Nu har hun endelig nået det mål, hun har kæmpet for.
Hun griber fat i en sygeplejerske på gangen og fortæller, hvor lykkelig hun er, mens hun græder. Under hospitalsblusen er hendes bryster arrede, hævede og blå-gule efter operationen, men de har også en størrelse, der gør, at Marie-Louise endelig kan føle sig normal.
»Jeg hørte folk kalde mig lille og fin, og jeg kunne slet ikke tro, de talte om mig,« husker den 36-årige kontoransatte Marie-Louise Ekelund med et smil og en hovedrysten...
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og læs om Marie-Louise og hendes utrolige historie om et liv med store bryster, der har fået hende til at føle sig stor og grim.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Marie-Louise Ekelunds har kæmpet med vægten det meste af sit liv. Men først da hun fik stillet en operation i udsigt, fandt hun motivationen og tabte sig. Nu kan hun mærke sig selv og sin krop igen.
Hun vågner langsomt op fra narkosen, som har forhindret hende i at mærke noget de sidste tre timer. Den tid det har taget for et hold af læger og sygeplejersker at operere over et kilo af hendes bryster. Hun græder af lettelse, da det går op for hende, at de er væk for evigt nu. Nu har hun endelig nået det mål, hun har kæmpet for.
Hun griber fat i en sygeplejerske på gangen og fortæller, hvor lykkelig hun er, mens hun græder. Under hospitalsblusen er hendes bryster arrede, hævede og blå-gule efter operationen, men de har også en størrelse, der gør, at Marie-Louise endelig kan føle sig normal.
»Jeg hørte folk kalde mig lille og fin, og jeg kunne slet ikke tro, de talte om mig,« husker den 36-årige kontoransatte Marie-Louise Ekelund med et smil og en hovedrysten.
Pulver og piller
I dag er Marie-Louise sund og slank, men som ung vejede hun for meget, og det var især brysterne, der var Marie-Louises store problem, for hun har fra naturens side en bh-skål, der ligger i midten af alfabetet, som hun siger, inden hun lander et sted mellem I og J.
»Jeg har altid følt mig stor på grund af de bryster. Selv i perioder, hvor jeg vejede 65 kilo, kunne jeg ikke se min egen krop på grund af brysterne. Nogle gange prøvede jeg at gå i stramme skjorter for at vise, at det ikke var, fordi jeg var tyk, men så sendte jeg bare det forkerte signal. Ligegyldigt hvad var jeg altid en stor pige på grund af de bryster,« husker Marie-Louise og tænker tilbage på, hvor det hele begyndte.
»Jeg så egentlig godt ud som 16-17-årig, men jeg blev gravid i den alder, og da jeg havde født, vejede jeg alt for meget. Det hele sejlede for mig med strækmærker, overvægt og hængebryster,« husker Marie-Louise, som i dag vejer omkring de 66 kilo.
Der er meget langt fra før-billederne, hun gemmer på telefonen, til den kvinde, hun er i dag på en café lidt nord for København, hvor hun drikker kaffe og nipper til en croissant. På de gamle billeder sidder en overvægtig og udkørt kvinde i oversize-tøj og ingen makeup. I dag er tøjet som skræddersyet, øjenbrynene og makeuppen er henholdsvis snorlige og helt diskret, mens hendes slanke hænder er pyntet med guldsmykker. Hun tøver lidt, inden hun vender tilbage til sin ungdom.
»Jeg var 18 år, alenemor, og for at gøre det hele værre havde jeg klippet mit hår kort og affarvet det. Jeg var bare nederen!« siger hun og lægger tryk på det sidste ord.
Det var Marie-Louise meget dygtig til at minde sig selv om, og jo mere hun spiste, desto dårligere tænkte hun om sig selv og sin vægt.
»Jeg prøvede på et tidspunkt Vægtvogterne, og jeg kom faktisk også ned omkring de 60 kilo og følte mig tilpas igen. Jeg var ung, jeg så godt ud og havde kærester. Men det varede kun en årrække,« husker hun.
I 2003 møder Marie-Louise sin nuværende mand, de bliver gift, og Marie-Louise bliver gravid igen.
»Det var tid til familieliv med hygge og god mad. Jeg tog meget på i mine graviditeter, blandt andet fordi vi havde det svært i ægteskabet. Jeg spiste med følelserne og tog konstant på. Jeg kom helt op på 101 kilo på et tidspunkt,« husker Marie-Louise og sukker dybt.
Vanerne var helt klare: Marie-Louise og hendes mand boede tæt på en kiosk, og hver aften, når deres to drenge var lagt i seng, gik Christian ned efter slik. Nogle gange en gang til, inden kiosken lukkede, og Marie-Louise stoppede ikke, før alt var spist. Hun havde også den vane at stå op om natten og spise, selv om hun godt var klar over, at hendes krop slet ikke kunne tåle det.
»Jeg lukkede mig inde i mig selv, og mine veninder sagde, at jeg slet ikke var mig selv mere. Hvad kalder man det … selvdestruktiv. Jeg talte hele tiden nedsættende om mig selv, og det jeg ikke sagde højt, det tænkte jeg. Jeg var fed, grim og ulækker,« husker hun.
I august 2013 bliver Marie-Louise for første gang stillet en operation i udsigt. Hvis hun kan tabe sig, så hendes BMI rammer 25, kan hun få opereret sine bryster mindre, og det er hun sikker på, vil gøre hele forskellen. Men hvor andre ville blive motiveret af en operation i sigte, virkede det modsat for Marie-Louise.
»Jeg skulle ned på cirka 70 kilo, men det virkede uoverskueligt. Jeg blev totalt modløs, og hvor jeg troede, at det ville være en smal sag at tabe sig for at få operationen, tog jeg i stedet en masse kilo på. Jeg kæmpede og tudede og fyldte i hovedet. Til sidst holdt jeg helt op med at veje mig.«
Redningen bliver et projekt på Herlev Hospital for kvinder, der skal tabe sig i forbindelse med en operation. Det var lige det, Marie-Louise skulle.
»Da jeg startede, sagde vægten 92 kilo. Det var en ren pulverkur. En hel gruppe kvinder, der ikke måtte leve af andet end pulver i 12 uger. Men hvis det betød, at jeg endelig kunne få de nye bryster, var det en gulerod. Hver 14. dag mødtes vi i gruppen og blev vejet og snakkede om det. Og det virkede. Kiloene raslede af, og jeg skulle ud og have nyt tøj. Pludselig kunne skjorterne lukkes lidt nemmere, og bukserne sad løsere.«
Med målet i sigte
Men hvor de andre på holdet skulle tabe 10 kilo for at få deres operationer, skulle Marie-Louise af med 22 kilo for at få sin.
»I april 2014 var jeg til sidste vejning på hospitalet. Jeg var sindssygt nervøs. Jeg var simpelthen så bange for, at de ville afvise mig.«
Da hun står på vægten, siger den 76 kilo, altså seks kilo mere, end den må.
»Tårerne væltede bare ud af hovedet på mig. Jeg lovede dem, at jeg nok skulle nå målet inden operationen, bare de ville indstille mig til operationen. Jeg kunne ikke klare, hvis det skulle mislykkes igen.«
Herlev Hospital lover, at Marie-Louise må komme i betragtning til operationen, hvis hun selv taber de sidste par kilo, og grundlovsdag i år var operationen et faktum, og portøren kunne køre en 72 kilo let Marie-Louise til operation og en 71 kilo let Marie-Louise derfra igen nogle timer senere.
»Jeg var i en sindssyg lykkerus. Endelig havde jeg nået mit mål. Jeg var lille og fin. Jeg havde små bryster, og jeg gik rundt og viste dem frem til alle på afdelingen,« griner Marie-Louise højt i dag.
»Det mål jeg havde arbejdet mig hen imod hele mit voksne liv, stod jeg pludselig i,« siger Marie-Louise.
For nylig har hun været på ferie i USA med en veninde, og for første gang i mange år oplevede hun at kunne købe tøj efter, hvad hun synes er pænt, og ikke hvad der dækker hendes krop bedst.
»Der er en frihed i at kunne vælge. Jeg kunne købe en badedragt i en helt almindelig størrelse, og når jeg har den på, kan man se mine kraveben,« siger hun og tager sig til halsen.
»Men sjovt nok køber jeg stadig mit tøj alt for stort. JEG kan da ikke være en størrelse 36.«
