Lyt til artiklen

Marianne Nyborg på 51 år er lige nu rigtig nervøs.

Hun har nemlig erkendt, at der er ikke er noget at gøre, hvis huslejen fra 1. januar ender med at stige så voldsomt, som det ser ud til på grund af den skyhøje inflation.

Marianne må flytte fra den treværelses lejlighed på Amager, hun bor til leje i.

Helt konkret betaler hun 14.000 kroner om måneden, og med den forventede stigning på 8,8 procent til næste år er det lige 1.300 kroner ekstra om måneden.

Her ses Marianne Nyborg, der er nødt til at flytte fra den lejlighed, hun lejer på Amager, hvis lejeprisen stiger så voldsomt, som der er lagt op til Foto: Privat
Her ses Marianne Nyborg, der er nødt til at flytte fra den lejlighed, hun lejer på Amager, hvis lejeprisen stiger så voldsomt, som der er lagt op til Foto: Privat
Vis mere

»Jeg er alene, og jeg har ikke råd til at blive boende i den lejlighed, hvis priserne stiger så meget,« siger hun og tilføjer:

»Det betyder, at jeg ikke har råd til ferier og andre ting, jeg gerne vil, så jeg er nødt til at gøre noget.«

Helt konkret er Marianne Nyborg en af 180.000 boliglejere, der har skrevet ind i sin lejekontrakt, at lejeprisen følger det såkaldte nettoprisindeks, altså inflationen.

Og da priserne i raketfart har været vej op ad den seneste tid, har inflationen nået det højeste niveau siden 1983.

»Der er grund til bekymring. For lejerne er det en tikkende bombe, der ligger og venter på at eksplodere,« sagde Anders Svendsen, der er chefjurist i Lejernes Landsorganisation, LLO, for nylig til B.T.

I tirsdags kom statsminister Mette Frederiksen dog med et forslag til ny boliglov.

Konkret forslår regeringspartiet, at huslejen maksimalt må stige med fire procent i to år, og så skal der ses på et nyt indeks til at vurdere, hvor meget lejen må stige.

Dog er der en »ventil« i lovforslaget, så boligselskaberne får lov at hæve lejen med mere end de fire procent, hvis det kan dokumenteres, at der er udgifter for mere.

Statsminister Mette Frederiksen har solgt den nye boliglov sådan, at lejen over to år maksimalt stiger med fire procent. Men der er en »ventil« i forslaget.
Statsminister Mette Frederiksen har solgt den nye boliglov sådan, at lejen over to år maksimalt stiger med fire procent. Men der er en »ventil« i forslaget. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Så reelt vil lejerne ikke vide, om de alligevel kommet til at betale meget mere i husleje end de fire procent ekstra.

»Det gør selvfølgelig ikke situationen nemmere, at der er den usikkerhed. For hvordan vil boligselskaber betegne udgifter?« spørger Marianne Nyborg, der kraftigt overvejer at flytte til Aalborg, hvor hun tidligere har boet.

»I Aalborg koster en lejlighed jo en tredjedel af i København, hvor jeg vel kun ville kunne købe en etværelses lejlighed, hvis jeg ikke skal bo til leje,« siger hun.

Torsdag er de politiske partier indkaldt til første møde om den nye boliglov, og der er langtfra enighed på Borgen, da begge fløje er ret så kritiske.